aldeles Mester, og nedsable mange af dem[1], medens de endnu laa i sin gode Ro. Ivar selv undkom med Nød og neppe paa en Baad; andre slap i Land, og frelste sig ved at ty ind i Klosterkirken, men Skibene, med alt Tilbehør og alle derpaa forvarede Vaaben, saavel som meget andet Løsøre, faldt i Gudolfs Hænder[2]. Saaledes havde han allerede gjort en god Fangst, og var paa god Vej til at faa en Flaade samlet, førend Oprøret endnu formeligt var erklæret. Med de erobrede Skibe styrede han rimeligviis strax sydover til det Sted, hvor han havde aftalt at møde sin Søn og den nye Prætendent, enten det nu var i Halland eller den sydlige Deel af Viken, og der samlede sig nu, fortaltes der, mange Folk til Sigurd, medens Gudolf var hans fornemste Raadgiver, altsaa med andre Ord den egentlige Hovedmand for Flokken. Som hans Merkesmand nævnes Erling Rumstav, en rask og dygtig Mand, som det nedenfor vil sees, og som andre Høvdinger eller Befalingsmænd for enkelte Skarer Sandulf Haukssøn, Thorleiv Brud, Erling Ring, Helge paa Solbjørg, Gaute Gottsmør, Gaase unden Fjeldet, Grimar svange. Siden kom ogsaa Gunnar Aasessøn til; han var, som det synes, fra Lider, Gudelfs Nabo og forrige Medsysselmand. Ligesom han, blev han ogsaa forbigaaet ved Sysseluddelingen, og slog sig af Forbitrelse til Kongens Fiender; og ingen, heder det, af hele Partiet gjorde mere Ondt end han. Denne Flok blev, uvist hvorfor, kaldet Ribbunger[3], og bestod ikke, som Slittungerne, af forløbet Pak, men af raske og vel udrustede Folk, fornemmelig, som man maa antage, de af de forrige menige Bagler, der ligesom Hovedmændene
- ↑ Af disse nævnes en Smid Kipa og Hallvard Kurt.
- ↑ Dette fortælles i Haakon Haakonssøns Saga Cap. 58, efter at Flokkens egentlige Fremtræden er omtalt i Cap. 57, saa at det ved første Øjekast kunde synes som om det skede, efter at Gudolf havde forenet sig med Sigurd. Men det er dog tydeligt at skjønne, at hvis Flokken først havde været stiftet og Oprøret erklæret, vilde deels Ivar Utvik have været paa sin Post, saa at Gudolf ej kunde have overrumplet ham, deels maatte Gudolf selv da rimeligviis have været længer borte, sydøstligt i Viken, hvorfra et uventet Overfald paa Skibe ved Hovedøen var umuligt. Det rimeligste nu simpleste er derimod, at Gudolf i al Stilhed har samlet Folk paa Blakkestad, og Smaafartøjer strax nedenfor i Fjorden, enten ved Krokholmen og Børsholmen indenfor Birkøen, eller i Ledangen, og at han derfra i Nattens Mørke har roet den halvanden Miils Vej til Hovedøen, for netop at benytte sig af Ivars Uvidenhed om alle nye Oprørsplaner til maaskee at fælde ham og i alle Fald skaffe sig Skibe at begynde med og til at hente Sigurd. Desuden begynder Cap. 58 med Ordene: „Noget før havde Ivar og Gudolf indgaaet Edbroderfkab“, og dette „noget før“ kan uden Tvang henføres til den hele Begivenhed.
- ↑ Om Oprindelsen til og Betydningen af dette Navn, giver Sagaen ingen Oplysning. Maaskee det simpelt hen betyder „Røvere“.
