brudt. Da det led ud paa Sommeren, og den til Mødet bestemte Tid nærmede sine kom Erkebiskoppen og alle Biskopperne, Nikolas af Oslo, Henrik af Stavanger, Ivar af Hamar og Bjarne af Orknø til Byen, saavel som en heel Deel andre Gejstlige, og de øvrige indkaldte Mænd, som ej tidligere vare ankomne, navnlig Jon Jarl fra Orknø og de ypperste Bønder. Ogsaa nu, fortælles der, havde Biskopperne idelig Samtaler med Jarlen, men kun sjelden med Kongen. Men engang, da Kongen sad og raadslog med sine Lendermænd og Raadgivere, kom Biskop Haavard af Bergen og Mester Bjarne fra Throndhjem (sandsynligviis en af Chorsbrødrene ved Christkirken) som Sendebud fra Erkebiskoppen og Jarlen, og talte saaledes: „Erkebiskoppen og Skule Jarl anmode eder, Herre, om at den Jærnbyrd, som I tilbød ifjor Vaar, da I blev valgt til Konge, nu maatte finde Sted, for at modbevise deres Tale, der ytre Tvivl om eders Herkomst. Dersom I lader dette skee, og Gud bærer eder godt Vidnesbyrd deri, da ville de hædre eder som sin sande Herre, og vise eder al kongelig Ære“[1]. Til denne nærgaaende Anmodning svarede Kongen først kun disse Ord: „jeg veed ikke, hvor vidt jeg finder for godt at tilkjøbe mig eders Æresbeviisninger ved at underkaste mig ydmygende Betingelser.“ De tilstedeværende Lendermænd og Raadgivere ytrede forskjellige Meninger om Forslaget, indtil det endelig blev afgjort, at Kongen og de Morgenen efter skulde indfinde sig i Christkirkens Skrudhuus, for at tale nærmere med Erkebiskoppen og Jarlen herom. Da Morgenen kom, begave de sig derhen, og sandt ej alene Erkebiskoppen og Jarlen, men ogsaa Lydbiskopperne tilstede. Da Forslaget her blev bragt paa Bane, tog den heftige Dagfinn først Ordet, og sagde: „man skal vanskeligt kunne opvise Exempler paa, at Bønders og Kotkarles Sønner have vovet at sætte en Enevoldskonge et saa ydmygende Vilkaar, som at underkaste sig Jærnbyrd og det i dybeste Fred, efter at han først er valgt til Konge over hele Landet, og Folket har svoret ham Troskabsed. Da tror jeg virkelig det næsten er lige saa godt, ikke at bære andet Slags Jærn, end det kolde Staal mod Kongens Uvenner, og lade saa Gud skifte mellem ham og dem, ligesom han skiftede mellem Kong Sverre og hans Modstandere.“ Med en Sagtmodighed og Sindighed, man ej skulde have ventet hos en fjortenaarig Yngling, søgte Kong Haakon at formilde Ind-
- ↑ Naar vi her see Biskop Haavard optræde som Erkebiskoppens Erendsvend, maa vi enten antage at han slet hen har handlet efter Befaling, uden selv at dele Erkebiskoppens Mening, eller og at han for sin Part, ligesom Kongen selv, har fundet det raadeligst, at denne lod Jærnbyrden skee. Man behøver just ikke at antage, at han er gaaet over til Erkebiskoppens Parti, hvorvel det i og for sig vel ikke er saa usandsynligt, at han kan have ladet sig overtale eller skræmme dertil.
