at ingensinde havde det hellige Land trængt til en snarlig Hjelp mere end nu, da saa mange Troende sukkede i Trældom hos Saracenerne, og disse desuden ved et Slot, opført paa Bjerget Tabor, truede Staden Akre. Men, hed det, der var dog ogsaa paa den anden Side Haab om at den falske Profet Mohameds Vælde nu nærmede sig sin Ende, da der allerede var hengaaet 600 Aar af de 666, som Gud ifølge Johannes’s Aabenbaring (XIII. 18) havde tilstaaet Dyret. Han lagde derfor alle Christne indstændigt paa Hjertet, at sætte deres Uenigheder tilside og forvandle dem til Freds- og Kjærligheds-Forbund, og at ofre Gods, Liv og Blod for den Korsfæstede. Dem, der adløde denne Opfordring, og toge Korset for at deeltage i Toget, eller som understøttede dem, der havde taget Korset, med Pengebidrag, tildeelte han alle de Fordele, Rettigheder og Friheder, der til nogen som helst anden Tid vare tilstaaede Korsfarerne. Søstæderne skulde bidrage med deres Sømagt. „Og,“ siger Paven, „for at vi ikke skulle synes at paalægge andre tunge og utaalelige Byrder, som vi ej ville røre med en Finger, forsikre vi for Gud, at hvad vi fordre af andre, ville vi selv beredvilligt gjøre.“ De til Foretagendet nødvendige Gejstlige tilstod han Ret til, uden Indsigelse af nogen som helst, at kunne pantsætte sine Beneficiers Indtægter paa tre Aar. Og for at der ej skulde skee nogen utilbørlig Hindring eller Forhaling, bestemte han, at i Stedet for at man før plejede at undersøge, om den, der vilde tage Korset, ogsaa var skikket til personligt at opfylde sit Løfte, skulde man nu antage Enhver, kun med Undtagelse af Klostergejstlige, der meldte sig, og hiin Undersøgelse om, hvor vidt en eller anden formedelst legemlige Svagheder eller andre Omstændigheder ej var at admittere til Korstoget, skulde udsættes til en anden Tid. Af samme Grund tilbagekaldte han ogsaa de Indulgentser, der før vare tilstaaede de fremmede Krigere, der kom Spanierne til Hjelp mod Maurene, eller de Rettroende i Provence mod Albigenserne. Og for at Krigen ej alene kunde føres med legemlige, men ogsaa med aandelige Vaaben, bestemte han at der hver Maaned skulde holdes en almindelig Procession af Mænd og Kvinder, helst, om muligt, hvert Kjøn for sig, for under Sjælens og Legemets Ydmygelse i andægtig Bøn at anraabe Gud om at borttage den nærværende Skjændsel fra Christenheden, ved at lade det hellige Land befries fra de Vantroendes Hænder. Med Bønner skulde Faste og Almisse være forbunden. Og hver eneste Dag, mellem Messerne, skulde efter Fredskysset, strax for Hostiens Oblation, saavel Mænd som Kvinder ydmygt kaste sig ned paa Jorden, og de Gejstlige med lydelig Stemme afsynge den 79de og 68de Psalme, men den forrettende Prest derefter fra Alteret afsynge en foreskreven Bøn om at Gud vilde udrive det hellige Land af de Vantroendes Hænder og gjengive det til den christelige Kultus. I de Kirker, hvor den foreskrevne almindelige
