Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/564

546

Inge Baardssøn og Philip Simonssøn.

thing, traadte frem imellem dem, og talte saaledes: „Vel er jeg ikke synderlig vant til at tale paa Thinge eller i store Forsamlinger, men det er en særdeles vigtig Sag, som nu driver mig til at træde frem her, og jeg ønsker at jeg maatte fremsatte den saaledes, at I alle kunne forstaa og begribe hvad jeg mener. Jeg er kommen til vis Kundskab om, at min Broder Haakon Jarl har søgt at overtale mange Høvdinger og haandgangne Mænd her i Landet til at give ham Kongenavn, og at mange virkelig have givet ham opmuntrende Svar, sigende som sandt er, at han ikke er mere uskikket dertil, end jeg. Han lader sig ogsaa forlyde med, at jeg skulde have ytret noget om, at jeg ikke i mindste Maade vilde lade det mig fortryde, om han, min Broder, kaldes Konge lige saavel som jeg over mit Rige, siden jeg finder mig i at Philip kaldes Konge. Men det vide jo dog alle, at min Broder og jeg have taget Kongenavnet fra Kong Philip ved Hvitingsø, og at han derpaa har maattet aflægge os Ed, hvorved det mere bliver kun til Spot end Ære, om han nu bruger dette Navn. Jeg derimod har faaet Kongenavn han Ørething, og alt Landets Folk har svoret mig Troskab og Lydighed, lige saavel Haakon Jarl selv og Philip som andre, jeg har derimod ikke aflagt Ed paa andet end at holde Indbyggerne ved Lov og Ret. Derfor skulle I alle vide, at saa længe jeg lever, vil jeg ikke vide af, at nogen anden end jeg skal kaldes Konge i Norge, dersom I kun ville holde eders Ed og staa mig bi.“ Hertil svarede alle vel, berømmede hans Tale, og erklærede eenstemmigt, at de ej vilde erkjende nogen anden Konge end ham, ja de takkede ham endog for hans Ord og sagde at han talte bedre end de havde troet ham i Stand til. Haakon Jarl maatte saaledes for det første opgive disse hemmelige Anslag om at skaffe sig Kongeværdigheden i Kong Inges levende Live, men fandt paa en ny Udvej, idet han med sine Venners Bistand, og aldeles aabenbart, fordrede at Inge skulde indgaa en Overeenskomst med ham om, hvorledes det skulde forholdes, naar en af dem faldt fra. Og heri lykkedes det ham ogsaa at faa Erkebiskoppen og de øvrige Biskopper paa sin Side. Først ankede man over at Inge ej var egtefød, fordi hans Moder Cecilia, som det hed, giftede sig med Baard Guthormssøn medens hendes forrige Mand endnu levede, og Biskopperne fornyede med et den ved Mødet i 1164 vedtagne Bestemmelse, at den, der efter Loven skulde være Konge, ej alene maatte være af kongelig Byrd, men ogsaa egtefød. Kong Inge oplyste imidlertid, hvad der forhen er omtalt (S. 196), at hans Moder havde egtet Baard med Erkebiskop Eysteins Tilladelse, og at hendes foregaaende saakaldte Egteskab med Folkvid Lagmand kun var Konkubinat, saa at det altsaa var Haakon, ikke Inge, som var uegte fød. Da det saaledes ikke nyttede at angribe Inges egen Byrd, rettede man Angrebet mod hans Søn. Han havde nemlig en uegte Søn, ved Navn Guthorm, som en