Birkebeinerne holdt sig saa længe uvirksomme ved Seløerne, medens Baglerne laa stille i Bergen. Ja det tør endog være muligt, at dette staar i Forbindelse med Reidar Sendemands ovenfor omtalte Forslag, at tage Drengen Haakon Haakonssøn til Konge[1].
Fyrsterne, der nu noksom maatte have overbeviist sig om, at der ikke kom noget ud af den evindelige Kamp, saa længe Kræfterne vare saa jevnt fordeelte, som nu, lyttede med større Villighed til Fredsforslaget, end deres Krigere, der deels betragtede Krigen selv som sin Levevej, den de nødig ønskede at opgive, deels ogsaa havde tabt Gods og Penge, som de gjerne vilde vinde tilbage, ligesom de og endnu havde mangen Privathevn at udføre. Men i de strengeste Vintermaaneder var det under enhver Omstændighed umuligt at fortsætte Striden, og begge Parter havde derhos sandsynligviis deres meste Opmerksomhed henvendt paa den Kamp, som nu rasede mellem Erik Knutssøn og Kong Sverke Karlssøn i Sverige, og hvis endelige Udfald neppe vilde blive uden Indflydelse paa Forholdene i Norge, da Erik Knutssøn, der var saa nær beslægtet med Haakon Jarls Hustru Christina, maatte ansees som Birkebeinernes Ven, og, hvis han sejrede, blive dem en god Støtte, medens derimod Sverke, der stod i det nøjeste Venskabsforhold med Danmark, maatte, om han beholdt Magten, kunne bidrage meget til at fremme Kong Valdemars Planer i Norge og understøtte Baglerne. Man kjender meget lidet til de nærmere Omstændigheder ved denne Krig; der siges at Erik Knutssøn efter Nederlaget ved Elgjaraas flygtede til Norge i tre Aar, hvilket enten kan betyde at han opholdt sig der i hele tre Aar, eller, hvad det er rimeligere, at han benyttede det som et Tilflugtssted hver Gang han var uheldig i Striden mod Sverke. Erik havde de mægtige Folkunger paa sin Side, medens Sverke derimod fik Hjelp fra Danmark, især fra sine Svogere, de mægtige Sunessønner, Erkebiskop Andreas i Lund, Biskop Peder i Roeskilde, Ebbe Sunessøn til Knardrup mane» Svigerfader), Laurents og Jakob, der vistnok vare i Stand til, paa egen Haand at skaffe en betydelig Troppestyrke til Veje; dog skal ogsaa Kong Valdemar, hvad der og i sig selv er rimeligt, have sendt Sverke en heel Deel Hjelpetropper, hvoriblandt endog en Deel Bøhmere, som Valdemars Svigerfader, Kongen af Bøhmen, skal have overladt ham. Efter en enkelt Beretning skal det allerede i Aaret 1207 være kommet til et Sammenstød mellem Erik Knutssøn og Ebbe Sunessøn, hvorved denne faldt; den almindelige Fortælling taler dog kun om et eneste Hovedslag ved Lena i Vartofte Hered i Vestergøtland den 31te Januar 1208, hvor baade Ebbe og Laurentius Sunessønner faldt med en Mængde
- ↑ Se ovenfor S. 523–525.
