mange Klæder, som de behøvede, da Reidulf selv foruden Kappen ej havde andet end Skjorte og Hoser. Derpaa kjørte Reidulf med ham ind paa Strinden og op paa Klæbo. Hvad der maaskee lettede Inges Flugt, var at nogle Fruentimmer indbildte Baglerne, at han havde taget sin Tilflugt til Mariekirken. De løb strax derhen, og vilde, da de fandt Døren stængt, hugge Sanghuus-Syllerne over. Da blev der lukket op; de fandt tvende Sysselmænd, Olaf af Ljaaraand og Ivar Dynnlaus, med 7 andre, men ikke Kongen. I sin Forbitrelse herover hug de Haanden af et Maria-Billede, skøde det ene Øje ud paa Olaf, og dræbte de øvrige, uden at ense Kirkefreden; og da engang Begyndelsen var gjort, toge de ikke i Betænkning ogsaa at krænke de øvrige Kirkers Fred ved grumme Myrderier. I Olafskirken blev Bjaalve Skindstak dræbt, selv 13de, i Andreaskirken dræbtes Baard Stolpe med tre Ledsagere, af den fjerde blev den ene Haand huggen. Kongens 17aarige Broder, Skule, vaagnede ved Larmen. Da han saa ud af Vinduet, kom just i det samme Baglernes Banner forbi, og han hørte et Fruentimmer raabe højt: „vidste Baglerne at Kongens Broder var her inde, vilde de ikke skynde sig saa forbi denne Gaard“. De standsede imidlertid ikke, og saasnart de vare velkomne forbi, løb Skule ud paa Gaden, og deels gjennem Gaardene, deels under Huusveggene, indtil han kom til Elven. Der traf han Høvdingen Jon Usle med 40 Birkebeiner, der havde faaet nogle Ferjer og Baade, med hvilke de satte over Elven; siden drog han i Følge med dem op til Klæbo, hvor de forefandt Kongen med et hundrede Mand, deels Birkebeiner, deels Bønder, der havde samlet sig hos ham. Begge Brødrene bleve særdeles glade ved at see hinanden vel beholdne igjen. Den tredie Broder, Guthorm, havde skjult sig under et Huus, indtil Baglerne holdt op med at ransage; da flygtede han ind i Mariekirken, og holdt sig der hele Søndagen over. Om Mandagen iførte Chorsbrødrene ham en Kannikeklædning, fulgte ham selv over Broen, skaffede ham Vaaben, Hest og Folk, og lode ham ride afsted. Baglerne agtede ikke engang Helligdagsfreden, thi da det var blevet lyst Søndag Morgen, inddeelte de Byen i fire Dele, og satte en Høvding til at ransage i hver, nemlig Philip Jarl i een, Arnbjørn og Gudolf med deres Trop i en anden, Reidar og Philip af Veigen (der imidlertid med Thord Dokka var kommen til Byen) i den tredie, Kongen selv fik den fjerde og øverste Deel af Byen. Paa denne Viis fandt man endnu flere Birkebeiner, som alle bleve dræbte, og man gjorde et overvættes stort Bytte, da de talrige Bryllupsgjester vare komne med deres bedste Stads. Merkeligt nok, tales der intet om, hvorledes den unge Kongesøn Haakon og hans Moder undgik den truende Fare, thi Kong Inge havde nok med at frelse sig selv, og i den store Forvirring kan der ej have været mange, der tænkte paa Kongebarnet. Sandsynligviis undkom de vel med de mange for-
