Hopp til innhold

Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/511

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
493
1206. Baglernes Overfald paa Nidaros.

Inges, forhen Sverres, Merkesmand[1], blev dræbt paa Gaden, men havde for Sikkerheds Skyld gjemt Merket i sit Belte; da Baglerne gik fra ham, toge nogle Kvinder Merket til sig og gjemte det. Kolbein Beite og fem andre bleve angrebne paa Gaden, teet ved Gregoriuskirken, og faldt alle, Kolbein paa Kirkegaarden. En anden Høvding, Eyvind Feyke, faldt selv 8de paa Kalvskindet. Kolbein Strinev, en forhenværende Baglerhøvding[2], faldt selv femte ved nordre Gade, Hallvard Lidarfaxe faldt selv tredie ved Korskirken. Jon Skekke i et Loft nedenfor Torvet. Siden samlede omtrent 40 Birkebeiner sig ude paa Ageren under Sigurd Skjaalge[3], Arnulf Hokil, Thorgils Skokke og Thorolf Luursvend; de søgte ind i Byen igjen, og dræbte en af Baglerne, ved Navn Styr, i Geilann, en anden, Islændingen Kolskegg, paa Gaden; derpaa vendte de sig mod Porten paa Kongsgaarden, men fandt denne fuld af Bagler under Gudolf af Blakkestad, som selv, med Skjoldet for sig, stak Arnulf med Sverdet og rammede ham i Panden nedenfor Staalhuen; Sigurd Skaalpe faldt ligeledes, og de øvrige flygtede nu derfra og hen til Christkirken, hvor de fleste af dem slap ind. Arnulf fandtes siden død paa den anden Side af Aaen, som han, uagtet sit Saar, dog endnu havde haft Kræfter til at svømme over[4]. En Bagler, fortælles der, forfulgte en af Birkebeinerne paa Gaden; denne søgte til Kirken, men ved Kirkehjørnet indhentede hiin ham og slog ham ihjel. Ved nærmere at betragte den Faldne saa han at det var hans egen Broder. Da kastede han Sverdet fra sig med den inderligste Græmmelse. Saaledes havde Partiaanden splittet de nærmeste Familiebaand[5].

Imidlertid var Kong Inge selv heldigviis undkommen. Nogle Kvinder, der vare i Gaarden, hørte Krigsraadet, styrtede ind i Kammeret og vilde vække ham, men han sov saa fast, at man kun med største Vanskelighed kunde faa ham vaagen; han spurgte endnu halv fra sig selv: „hvad! hvad“! „Ak Herre“, sagde de, „der er kommen Ufred i Byen“. Da sprang han op og hen til Døren, hvor han selv hørte Braget; han ilede nu op paa Taget, hvor Nabohuset stødte til, og blev liggende der, indtil den fiendtlige Hob var kommen forbi, og der var blevet noget stille paa Gaden. Da løb han ned igjen, hen til Bryggerne, og ud i Aaen, for at svømme over. Den sterke Strøm drev ham først hen til nogle Skibe,

  1. Om ham, se ovf. S. 320.
  2. Se ovf. S. 297.
  3. Sigurd skjaalge var en Broder af den ovenfor omtalte Hide, Ribbaldernes Anfører.
  4. Arnulf kaldes i Peder Claussens Oversættelse (Fornm. S. IX. S. 128) „Torolff Senerfei“, aabenbart en Skrive- eller Læse-Fejl.
  5. Dette fortælles kun i Peder Claussøns Oversættelse, Fornm. S. VI. S. 132.