Komme. De besluttede strax at benytte sig heraf, styrede ind i Sundet, og kom ved Middagstid til Byen. Man havde seet dem i nogen Frastand, og underrettet Einar derom, men han, som just var tilstede ved et Forligsmøde, blev lige fuldt siddende, i den Tanke at der enda var Tid nok til at kunne tage de nødvendige Forholdsregler. Men inden man vidste Ord deraf, vare Baglernes Skibe lige ved Byen, og nu havde han og hans Mænd intet andet at gribe til end at løbe ind i Domkirken og op i Taarnet[1]. Baglerne brøde Kirken op og tilbøde ham Grid, hvilken han ogsaa tilsidst tog imod, begav sig med sine Folk ned af Taarnet, og gik op i Choret, hvor han ved St. Svithuns Skriin maatte aflægge Ed paa, at han aldrig skulde føre Vaaben mod Erling Steinvegg. Derpaa førte man ham ud af Kirken. Det var Høvdingernes oprigtige Vilje, at holde den ham tilsagte Grid, men de menige Krigsfolk fordrede hans Død, og satte deres Vilje igjennem. Fire af hans Mænd havde allerede været tagne ud af Kirken og dræbte; da han nu saa at Raden kom til ham, sagde han kun: „daarlig bliver nu Baglernes Grid“ – og modtog Dødshugget. De øvrige af hans Mænd, henved 40, fik beholde Livet. Baglerne gjorde et stort Bytte, thi de bemægtigede sig ej alene al den Leding, Einar havde samlet, men ogsaa meget af Birkebeinernes og Bymændenes Gods. Tilfreds med, hvad de her havde udrettet og erhvervet, opgave de nu den Plan, at drage til Bergen, hvilket vel heller ikke havde nyttet dem stort, da Efterretningen om Einars Drab vistnok nu vilde have ilet foran dem, og skjærpet Besætningens Aarvaagenhed. De vendte tilbage til Tunsberg, hvor Erling og Biskop Nikolas nu forberedede et større Krigstog til det Nordenfjeldske.
Imidlertid havde Kongen og Jarlen forladt Throndhjem med Flaaden, og efter et kort Ophold i Bergen fortsat Toget lige til Viken, hvor Erling og Biskoppen just stode færdige til at tiltræde deres Tog, men umuligt kunde tænke paa at binde an med den store Overmagt, Birkebeinerne havde. De holdt derfor Raad om, hvad man skulde gribe til, og Nikolas sagde at der var intet andet for, end at vige for Overmagten og drage til Danmark. Dette Raad blev fulgt, og de sejlede for det første over til Halland, hvor de en Stund bleve liggende i Visk[2]. Saaledes fandt Birkebeinerne ingen Modstand i Viken. De kom først til Tunsberg,
- ↑ Dette Taarn (stöpull) har man urigtigt antaget for at være et af de to smaa Taarne, der nu findes paa hver Side af Kirkens Langvegg, medens dog aabenaart Hovedtaarnet her menes. Da Kirken brandt 1272, og siden forandredes, kan dets Beliggenhed nu ej med Bestemthed paapeges.
- ↑ Herved menes Udløbet af Viske-Aaen, der gjennemløber den saakaldte Viskerdal, (se ovenfor S. 497) og falder ud i Klosterfjorden, mellem Varberg og Kongsbakka.
