Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/474

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
456
Haakon Sverressøn.

drede ham siden i at udføre de. Planer, han upaatvivlelig havde til at skaffe sit Herredømme den tilbørlige Anerkjendelse i Skatlandene. Saaledes havde den gamle Jarl den Tilfredsstillelse, efter et langt og uroligt Livs Ende at see sig i udeelt Besiddelse af hvad han betragtede som sine Arvelande, baade i det skotske og i det norske Rige. Han døde 1206, 73 Aar gammel, efter at have fort Jarlsnavn i 68 Aar, og virkelig, skjønt med større og mindre Magt, beklædt Jarleværdigheden i 48 Aar, eller siden Ragnvald Jarls Død 1158[1]. Han nævnes i Orkneyinga-Saga, og vistnok med Rette, som den tredie af de aller mægtigste blandt Orknø-Jarlerne. De to andre ere Sigurd Eysteinssøn og Thorfinn Sigurdssøn[2]. Han var den første af Jarlerne, der ikke i lige Linje nedstammede fra Torv-Einar, thi paa fædrene Side var han en Skotlænding; og fra hans Tid kan man derfor maaskee regne Begyndelsen til den hyppigere Indflytten af Skotter paa Øerne, der siden bidrog til, i en betydelig Grad at fortrænge det norske Sprog, i det mindste i de højere Klasser, eller i alle Fald at stille det skotske sideordnet med dette, saavel som overhoved at drage Øernes Interesse fra Moderlandet. Dog var endnu, som man seer, paa Haralds Tid Orknøerne et fuldkommen norskt Landskab, der stod i megen Forbindelse, ej alene med Norge, men ogsaa med Island. Der var endog Tale om et Giftermaal mellem Haralds egen Datter af sidste Egteskab, Langliv, og den mægtige Sæmund Jonssøn i Odde, Søn af Jon Loftssøn. Giftermaalet var allerede aftalt, men gik overstyr, fordi Sæmund ikke vilde rejse til Orknøerne, men holde Bryllup med hende hjemme paa Island, og Jarlen paa sin Side ej vilde sende hende ugift over til Island[3]. Underhandlingerne herom bleve sandsynligviis drevne gjennem Biskop Bjarne Kolbeinssøn, Sæmunds særdeles Ben, der synes at have staaet i den nøjeste Forbindelse med flere af Islands Stormænd. Saaledes var han en særdeles Arn af den ovenfor omtalte Høvding Ravn Sveinbjørnssøn, og sendte ham flere kostelige Gaver, hvoriblandt en Guldring med Signetplade, hvor der var indgravet en Ravn[4]. Da Biskop Bjarnes Brodersøn, Thorkell Rostung, omkring Aarene 1202 eller 1203 kom med et Kjøbmandsskib til Hvitaa, og led Overlast af den mægtige Snorre Sturlassøn, hvorom i det følgende, tog Sæmund sig af ham, saa at Snorre, der endog stræbte

  1. Se ovenfor S. 833; de islandske Annaler; den melrosiske Krønike ved 1206.
  2. Orkneyinga Saga S. 418.
  3. Sturlunga Saga III. 21. Denne Langliv blev rimeligviis Moder til den Jon Langlivssøn, som omtales i Haakon Haakonssøns Saga, Cap. 317.
  4. Ravns Saga. Dette er et af de første Exempler, man har paa Seglmerker i Norden.