vald til Katanes, som han ganske underkastede sig, uden at Harald lagde ham den mindste Hindring i Vejen, da hans Overmagt rimeligviis dertil var alt for stor. Det var imidlertid slet ikke Haralds Tanke at lade ham beholde den faa let erhvervede Besiddelse i Fred. Da Vintren kom (1200?) vendte Ragnvald tilbage, efterladende tre Sysselmænd, ved Navn Maane Olafssøn, Livulf, og Ravn Lagmand – hvilken sidste Embedstitel synes at vise, at Lovgivningen og Indretningerne paa Katanes endnu maa have lignet de norske langt mere end de skotske[1]. Saasnart Harald havde bragt til Vished, at Ragnvald var borte, sendte han en af sine Mænd over til Katanes med det hemmelige Erende, at efterstræbe Sysselmændenes Liv; det var godt, sagde han, om han i det mindste kunde faa dræbt en eller to af dem. Manden, der var beslægtet med Ravn Lagmand, gik først til denne. Men Ravn mærkede Uraad, og spurgte hvad hans egentlige Erende var. Den anden blev forlegen, og kunde ikke svare. Da sagde Ravn: „jeg seer paa dig, at Harald Jarl har sendt dig hid for at gjøre et eller andet ondt, men siden du er min Frænde, kan jeg ikke bære over mit Hjerte at dræbe dig“. Han lod ham beholde Livet, og hvad der er mere besynderligt, undlod endog at sætte ham fast, eller at advare sine Med-Sysselmænd, eller paa anden Maade sørge for, at han ej gjorde nogen Skade. Udsendingen begav sig lige hen til Livulf, og lagde her sine Snarer saa godt, at han virkelig fik taget ham af Dage, hvorefter han vendte tilbage til Jarlen. Man skulde næsten tro, at Lagmanden selv bar været gunstigt stemt for Harald, om end ikke ligefrem staaet i Ledtog med ham, da vi endnu mange Aar derefter finde ham som en anseet Mand og i Besiddelse af Lagmands-Værdigheden. Dette vinder end mere Sandsynlighed derved, at Harald, saasnart han erfarede at Livulf var dræbt, udrustede en Hær, og drog over til Katanes, for atter at underlægge sig Lenet; thi een Sysselmands Drab kunde dog ikke gjøre saa meget til Sagen, at han skulde oppebie det for at begynde Krigen, naar han ej var forvisset om, at i alle Fald den ene af de to øvrige ikke vilde lægge ham nogen Hindring i Vejen. Harald landede med en betydelig Styrke ved Thorsaa, aldeles uventet. Biskoppen af Katanes, Jon eller Johannes[2], befandt
- ↑ Ogsaa Sysselmændenes Navne ere norske. Enten vare de vel fra Man, eller, hvad det maaskee er ligesaa rimeligt, valgte blandt de Katnesinger, der havde gjort fælles Sag med Kong Ragnvald.
- ↑ Johannes var bleven Biskop paa Katanes efter Biskop Andreas’s Død 1184. Man har endnu et merkeligt Brev, ham angaaende, fra Pave Innocentius III. til Nabo-Biskopperne (Bjarne) af Orknø og (Reginald) af Rolsø dateret 27 Mai 1198, hvoraf man seer, at han havde forbudt Indbyggerne i sit Stift at udbetale den af Harald Jarl i Pave Alexander den 3dies Tid indført Rumaskat, hvorfor Paven overdrager hine Biskopper ved Paamindelse i og Tvangsmidler at bringe ham til, saavel at godtgjøre, hvad der paa
