Den Kant, fra hvilken Haakon snarest kunde vente at blive foruroliget, var Danmark, hvor de misfornøjede Nordmænd altid havde fundet Tilhold og Bistand, og hvor end ydermere mod Slutningen af Aaret (11te November 1202) Kong Knut døde, og efterfulgtes af sin Broder, den 32aarige, statskloge og krigerske, Hertug Valdemar, der, som vi ovenfor have seet, virkelig havde et Slags Fordring paa Norge, for saa vidt som Erling Jarl og Kong Magnus i Forliget af 1170 havde erklæret ham for Tronfølger, hvis Magnus døde uden Arvinger, hvorhos desuden Viken under alle Omstændigheder erkjendtes som et dansk Len. Vi ville ogsaa se, at Valdemar siden virkelig blandede sig i Norges Anliggender; for det første var han dog optagen med at gjennemrejse Riget for at lade sig hylde, og siden med at fortsætte en allerede under Kong Knut begyndt Krig med de nordtydske Fyrster, der bragte Nordelbingen, eller Holsten, Lauenburg, og en Deel af Meklenburg under Danmarks Herredømme. Med Paven maatte nu vel ogsaa en fuldkommen Udsoning være at vente, skjønt han endnu for Formens Skyld misbilligede, at Erkebiskoppen paa egen Haand, uden at indhente hans Samtykke, havde givet Haakon Absolution. Vi have endnu det Brev, Innocentius i den Anledning tilskrev Erkebiskop Erik og hans Lydbiskopper, og som vidner om den Glæde, han følte ved Sverres Død, og de gode Tanker og Forhaabninger, han nærede om hans Søn, medens det tillige er et ypperligt Exempel paa den Myndighed, hvormed han plejede at gaa frem, og det overlegne Sprog, han stundom kunde bruge endog mod højt staaende, alderstegne Prælater. „Vort Hjerte,“ begynder det, „har frydet sig i Herren, og vi have særdeles glædet os, skyldigst takkende den almægtige Gud, fordi han efter tunge Skyer har skjenket os klar Himmel, og efter Storme Rolighed. Vi have nemlig erfaret, at, efterat Sverre er død, han, der med Vold har tilrevet sig Norges Rige, og som truede hele Riget med Forvirring og almindelig Forstyrrelse, saa at flere af de fornemste og bedste Mænd ere af ham jagede i Landflygtighed, ej at tale om saa mange andre, der have mistet. Livet, har hans Søn efterfulgt ham i Kongedømmet, men
Sunessøn i Danmark, lægger Merke til den aldeles ligefremme og utvetydige Beretning i Vestgøtalagens Kongerække, at Folkungerne, Sverkes egne Svogere, dræbte ham, medens vi derimod andensteds fra vide, at Sunessønnerne understøttede ham, bliver der, som ovenfor ytret, sterk Formodning for at han har tilsidesat eller forladt Dronning Ingegerd Byrgesdatter for at egte Benedikta; at dette netop har været Aarsagen, hvorfor Folkungerne lode hans og Ingegerds Søn tage til Konge som Spædbarn, nemlig for at sikre ham Tronfølgen for det Tilfælde at Sverke med Benedikta skulde faa Sønner, som han begunstigede, og at den saaledes opstaaede Uenighed, der endtes med Elgjaraas-Slaget, hvorom nedenfor, allerede har begyndt at gjøre Margrete Opholdet i Sverige uhyggeligt.
