Om Peter virkelig havde faaet den Befaling, for enhver Priis at hindre hendes Afrejse og bringe hende med Magt eller List, hvis mindelige Forestillinger viste sig frugtesløse, vides ikke, men vist er det at hans uskaansomme Fremgangsmaade ikke kunde andet end gjøre Dronningen endnu mere fiendtligt stemt mod sin Stifsøn, end hun allerede var. Dette synes ogsaa Kong Haakon fuldvel at have indseet, thi da han strax over Juul lod melde sin forestaaende Ankomst til Oplandene og Viken, sendte han ogsaa ved samme Lejlighed Brev og Bud til Dronning Margrete, med den Bøn, at hun og Fru Christina endelig maatte komme til ham: de skulde nyde den højeste Agt og Ære ved hans Hof. De havde rimeligviis allerede faaet nok af Opholdet i Sverige, hvor Forholdene nu vare ganske anderledes, end da Margrete havde forladt det: hendes Faders Dødsfiende Sverke Karlssøn sad paa Tronen, og skjønt han, sandsynligviis mest af Statsklogskab, havde besvogret sig med de mægtige Folkunger, og maaskee alene for deres Skyld var traadt i et tilsyneladende venskabeligt Forhold til Kong Knuts Børn, er det dog umuligt, at Venskabet paa nogen af Siderne kan have været hjerteligt, hvad ogsaa de paafølgende Begivenheder noksom vise. Hendes Stolthed fandt sig derfor vistnok snart lige saa dybt krænket der, som i Norge. Hun havde maaskee endog den Ærgrelse at see sine Brodersønner ganske udelukte fra Regjeringen, da Sviarne strax efter Byrge Jarls Død, der indtraf endnu samme Aar, gave Kong Sverkes og hans Datter Ingegerds eetaarige Søn Johan Kongenavn, og bestemte ham saaledes til Tronfølger; et Skridt, hvorover man i Norge, og ventelig blandt hele den Erikske Æts Tilhængere gjorde sig lystig, idet man sagde at Sviarne havde faaet sig en buxeløs Konge[1]. Margrete og Christina svarede derfor nok saa venligt paa Haakons Brev, og fulgte siden, som vi ville see, Opfordringen; men den Krænkelse, der var overgaaet hende, kunde hun aldrig glemme, og om hun end ikke, hvad man senere paastod, ligefrem stræbede Kongen efter Livet, var det dog naturligt, at alle de ved Hoffet, der af Ærgjerrighed eller andre Grunde vare misfornøjede med den daværende Tingenes Orden, samlede sig om hende, og at Spirerne til en vordende Splid mellem Birkebeinerne indbyrdes derved end mere kom til at trives.
Om den svenske Kong Sverkes Forhold til Haakon nævnes der for
- ↑ Sverres Saga ender med Beretningen herom og disse Ord: „havde Sviarne da en buxeløs Konge.“ Hvad Tid paa Aaret Byrge døde, vides ikke.
lerne. Den hele Fortælling viser, at Kongen ej kan have været langt borte, medens man dog af det følgende seer, at Haakon ikke kom til de østligere Dele af Viken førend Aaret efter. For Resten lader den kortere Bearbejdelse, der her som sædvanligt er unøjagtig, Dronningen tage sin Datter med heelt til Gautland, og Haakons Mænd hente hende der.
