Paven havde udslynget mod Sverre og hans Tilhængere, vedblev fremdeles, og det er let at indse, at i Stedet for at tabe i Kraft efter som Aarene gik hen, maatte det tvertimod ved den Forvirring, som det i det mindste paa mange Steder medførte i de kirkelige Forhold, og de religiøse Skrupler, denne Forvirring i Længden ej kunde undgaa at vække hos mere ømtfølende og frommere Sjæle, om de end for Resten vare Sverre og hans Æt nok saa ivrigt hengivne, blive saa meget farligere og virke saa meget skadeligere for denne, jo længere Tid der gik hen. Overholdtes det end ikke paa langt nær nøjagtigt i de Egne, som endnu vare Kongehuset troe, og navnlig paa de Steder, hvor Kongen selv og hans Hird vare tilstede, saa kan man dog være forvisset om, at mange Kirker endog her stode uden Gudstjeneste, at Klokkernes glade Klang i mange Sogne forstummede og alle andre Højtidstegn ophørte, medens de faa tilladte kirkelige Handlinger kun skede under en ængstlig, Sindet nedtyngende Stilhed. Og selv de Prester, der enten af Tvang, eller af Hengivenhed for Kongehuset, eller fordi de ikke erkjendte Bansættelsens Gyldighed, vedbleve at holde offentlig Messe, maatte vistnok – om end kun fordi de med Frygt imødesaa Pavens Straffedom, – føle sig uhyggeligt tilmode, og saaledes uvilkaarligt fremkalde en lignende Stemning hos deres Tilhørere. Især maa man, efter hvad der sædvanligviis ved saadanne Lejligheder plejer at finde Sted, antage at den kvindelige Deel af Befolkningen har været betynget af Sorg og Samvittigheds-Skrupler, og kastet længselsfulde Blik over til de, ofte lige i Nærheden beliggende Egne, der havde underkastet sig Baglerne, hvorfra Klokkeklangen lød dem lystigt imøde og hvor Gudstjenesten holdtes hver Søndag med sædvanlig Pragt og Højtidelighed. At Kongehusets Tilhængere rinder disse Omstændigheder, deels plagede af egne Samvittighedsskrupler, deels overhængte af deres Hustruers, Mødres, Døtres, Systres, Klager og Bønner, efterhaanden maatte blive meer og mere faatallige, og Baglernes derimod tiltage, er aabenbart, om det end ikke udtrykkeligt udtales i vore Sagaer. Man seer i det mindste af hvad der strax nedenfor berettes, at det netop var Interdiktet eller religiøse Hensyn, der stode i Forbindelse dermed, som havde bragt en stor Deel af Almuen i den sydlige Deel af Landet paa Baglernes Side: og de samme Hensyn maatte uundgaaeligt med Tiden gjøre sig gjeldende i en videre Udstrækning. Alene den Omstændighed at alle Biskopperne havde forladt Landet, og at saaledes de kirkelige Forretninger, der paahvilede dem, f. Ex. Konfirmation o. a. d., ikke kunde blive udførte, maatte medføre en Forvirring og Misfornøjelse, der ej i Længden kunde udholdes. Dette havde Sverre ogsaa meget vel indseet, og i det Brev, han paa sit Dødsleje lod skrive til sin Søn Haa-
