Hopp til innhold

Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/409

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
391
1202. Sverres store Egenskaber.

blandt Europas Stater, end man af et Land med dets ringe Folketal og nordlige Beliggenhed skulde kunne vente. Vi maa her gjentage, hvad vi ovenfor ved en anden Anledning ytrede, at Sverre i eet og alt var forud for sin Tid, saavel i sine Grundsætninger for Rigsstyrelsen, som i sin Opfattelse af de kirkelige Forhold og overhoved i sin hele Virken og Fremtræden. Deraf høstede han selv de bitre Frugter, idet Samtiden tildeels misforstod og miskjendte ham, Landet derimod de gode. Denne Miskjendelse strakte sig dog ikke, og kunde umuligt strække sig til hans nærmeste Omgivelser, eller overhoved til dem, der kom i nøjere Berørelse med ham, just ikke fordi de vare mere klartseende og bedre forstode at vurdere hans Værd, end de Andre, men kun fordi de kom i hans umiddelbare Nærhed,i hvilken det var umuligt for dem ej at overvældes af en saadan Beundring for hans store Egenskaber, og saa ganske at vindes af hans personlige Elskværdighed, at alle Miskjendelsens Ord og vrange Domme paa dem vare spildte, og deres Hengivenhed for ham ej kjendte nogen Grændse, endog hvor de ikke egentlig billigede hans Handlemaade. Kun saaledes kan man forklare sig den urokkelige Troskab og næsten til Forgudelse gaaende Kjærlighed, som hans Mænd viste ham, og som endog hos Samtiden selv vakte saadan Opsigt, at han af andre Høvdinger pristes som et Mønster for deres Omgivelser[1]. Hvad der i Særdeleshed gjør hans Personlighed saa interessant, er den merkelige Blanding af Alvor og Humor, der synes at være den norske Nationalcharakteer egen, som saa iøjnefaldende aabenbarer sig i hele hans Fremtræden, at han næsten kan betragtes som dens Levendegjørelse.

Hvor uretfærdigt hans Fiender beskyldte ham for Grumhed og Haardhed, have vi ovenfor omhandlet. Vistnok opførte ikke hans Folk sig altid, som de skulde, især i Førstningen, og han anvendte selv et Par Gange den haarde Fremfærd at brænde Bygderne for de Bønder, der viste sig gjenstridige. Men Krigsfolk plejede i den Tid at opføre sig tøjlesløst, naar de fandt Lejlighed dertil, og vi have seet, at Ledingsfolkene selv ikke vare bedre, naar de befandt sig under Vaaben udenfor deres egne Hjemsteder[2]. Sverre selv søgte desuden saavidt muligt at overholde streng Disciplin, og det lykkedes ham vistnok hedre end de fleste andre Krigshøvdinger paa den Tid. Hans Haardhed mod Bønderne var tildeels fremkaldt ved disses egen Ferd, og der gaves i de Tider neppe

  1. I Sturlunga Saga VI. 16 fortælles der, at Høvdingen Gissur Thorvaldssøn ved en forestaaende Kamp opfordrede sine Mænd til at vise samme Troskab og Hengivenhed, som de Mænd, der saa hæderligt fulgte Sverre, og andre, der vare sine Høvdinger hengivne i Nød og Fare.
  2. Se ovenfor S. 299.