her allerede havde gjort det meste, bleve nu forøgede med tvende Kasteller eller rettere Blokhuse, hvor en Besætning kunde holde sig i længere Tid, det ene paa den nordlige, det andet paa den sydlige Kant af Bjerget, dette sidste lige over Vejen, der førte op fra Laurentius-Kirken. Kastellerne vare kun af Træ, men fast byggede, og da de laa saa højt, var det ikke let at sætte Ild paa dem, aller mindst i hine Tider, da man endnu ikke kjendte Ildvaaben.
Det var ikke Sverres Hensigt at lade Vikverjerne slippe med den Straf, der var overgaaet dem ved det blotte Nederlag i Oslo. De vare endnu ikke blevne tvungne til Underkastelse og Bod, eller Opfyldelse af det kongelige Paabud, og de havde strax ved Baglernes Ankomst gjort fælles Sag med dem, medens han derimod selv maatte prise sig lykkelig ved at være sluppen saa vel fra den farlige Stilling, hvori han befandt sig, og han havde for det første maattet overlade dem til sig selv. Derfor rustede han sig nu des ivrigere, for at indhente det forsømte og lade Vikverjerne undgjelde deres Svig, saavel som for at jage Baglerne bort. Han udskrev Folk og Leding fra alle Hereder omkring Bergen, og samlede en betydelig Hær, med hvilken han endnu inden Vaarens Ende paa mange og store Skibe drog til Viken. Han selv var paa dette Tog ombord paa den store Hovdebusse, et af de fra Baglerne tilbageerobrede Skibe[1]. Da han kom til Tunsberg, saa han dog strax, at her ikke for det første var noget at udrette, da Reidar Sendemand laa i Befæstningerne paa Bjerget med en betydelig Styrke; han drog derfor strax bort igjen, men sagde, idet Skibene roede ud fra Byen: „saa, glade, som I Bagler nu ere i Bjerget, saa kede skulle I engang blive af det“. Sverre fortsatte Vejen øster langs Kysten, men fandt overalt Befolkningen saa fiendtlig som muligt; hvor som helst Birkebeinerne landede, vare Mand af Gaarde tilstede i fiendtlige Hobe og dræbte enhver, som ej vogtede sig; de skøde endog paa Skibene, naar disse nærmede sig Kysten. Hos Bønderne befandt sig navnlig Sigurd Jarlssøn, Hallvard bratte, Loden Paalssøn, Aamunde Burst, samt flere andre Baglerhøvdinger, og ophidsede dem til at gjøre Sverre al den Modstand, der stod i deres Magt. Det blev dog noget bedre, da han kom til Kongehelle, hvor han nu strax styrede hen og stevnede Bønderne i de nærmeste Hereder til Things; de indfandt sig virkelig, deels fordi de ej havde deeltaget i Toget mod Oslo og derfor ikke havde saa meget udestaaende med Kongen, deels ogsaa fordi denne var saa mandsterk, at det var farligt at sidde Thingbudet overhørig. Kongen krævede
- ↑ Hovdebussen nævnes allerede i Slaget ved Nordnes, se S. 124.
Slotsbjergets Fasthed, hvor „Naturen havde gjort mere end Kunsten:“ altsaa havde dog Kunsten gjort noget.
