og navnlig fra Skaun (Rakkestad), Heggen (Eidsberg), Omegnen af Øyeren og Follo. „Da“, sagde Kongen, „maa vi finde paa et andet Raad.“ Han var til Hest, red hen til det Sted, hvor Bymændene stode, og sagde saa højt, at baade de og hans egne Folk hørte ham: „Her have vi to Ting at vælge imellem, enten at fly for Bønderne, eller at tage imod dem. At bede Bønderne om Grid nytter ikke; men de ville ikke byde os saa drøje Modhugg som Bagslag.“ Svaret lød, at Valget fik komme an paa ham selv, dette vilde vel nu, som før, være det bedste. Han spurgte da Borgerne, om det virkelig var deres oprigtige Hensigt at staa ham bi, eller om de meente at hvert Parti fik sørge for sig selv; „vi Birkebeiner“, sagde han, „sige nu til eder, som det gamle Ordsprog lyder, at i Nød skal man Ven nytte.“ De svarede, at de efter bedste Evne vilde staa ham bi, og dette Løfte holdt de ærligt og redeligt.
Sverre tilkjendegav nu sin Hensigt, førend Bondehobene fra alle Kanter styrtede ind paa ham og hans Folk, at angribe og adsplitte dem enkeltviis, hvorfor han nu først vilde vende sig imod den Hob, der laa oppe ved Rygenbergene. Han gav altsaa sin Hær Befaling at sætte sig i Bevægelse derhen, men bød den at tage Vejen norden om Nonneseter og oven om Byen, uden at drage gjennem denne; tillige lod han en Trop Oplændinger, under Anførsel af Paal Belte, gaa paa Ski op ad Dalen og op paa Rygenberget ovenfor Fienden, for at undersøge, hvor mandsterk denne var, og i en Hast give Besked derom. Der var nemlig falden meget Snee, saa at der var godt Skiføre, medens man uden Ski sank dybt i, saasnart man traadte udenfor Vejen. Da Paal kom op paa Højden, begyndte det netop at blive lyst, og da Vejret var klart, kunde han see ud over hele Dalen. Men han saa nu, at der lige fra Gjelleraasen til Frysja (Akerselven) og hiinsides denne[1] lige til Akershagen aldeles mylrede af Folk, saa at altsaa nu ogsaa Raumerne (de fra Raumarike) vare komne til og havde forenet sig med dem, der vare komne vestenfra, og saaledes ikke, som han havde haabet, havde vendt om igjen fra Solanger. Paal ilede tilbage med denne Efterretning til Kongen, som han traf oppe paa Martestokke. Kongen holdt stille og hørte paa hvad Paal berettede, medens hans Banner og Spidsen af hans Hær allerede søgte op ad Dalen og begyndte at
- ↑ At de vare komne over Akers-Elven, sees af det følgende. De maa altsaa have gaaet over længer oppe, rimeligviis ved Vejen.
163. Langemose, over hvilken disse Østlændinger kom, findes endnu. Den er paa Kartet over Christiania og Omegn af Vibe og Irgens antydet strax vestenfor Gaardene Langerud og Haslefit, lige ved den Kjørevej, der kommer ned over Rygenbergene til Kverner: det er altsaa denne Kjørevei, hvorom der i det følgende er Tale. I den Text, der ligger til Grund for Udgaven af Sverres Saga, staar ikke „Langemose“ men „Langemule;“ Flatøbogen har derimod rigtigere „Langemose.“
