per end fra Konger. Konger tale nemlig mest om sit Rige, sit Kongedømme og om Krigsvæsenet; Biskopperne derimod ere beskikkede til at paabyde Tro slog Christendom, og hvad enten de tale til Thinge eller i Kirker, da fordre de at alle skulle følge deres Paabud, og kalde det urigtigt og stridende mod Christendommen, hvis ikke alt skeer som de foreskrive. Findes der saaledes stundom Kjetteri i deres Flok, fordi de ikke altid have prædiket den rette Tro, som vi nys saa Exempler paa, bør man dog vide, at deres Vildfarelse ikke har været paa een og samme Viis, men at de have betraadt ligesaamange Vildstier, som de have haft Tal til; medens derimod det engang opstaaede Kjetteri stedse har været kvalt ved gode (d. e. fyrstelige) Mænds Magt og Indflydelse. Ved at fremdrage alt dette af hellige Skrifter eller Kirkens Love, have vi ej havt til Hensigt, at tilføje de lærde Mænd nogen Beskæmmelse eller den hellige Kirke nogen Skade, men vi have alene ført det i Pennen paa vort Sprog, for at ukyndige Mænd, der forhen ikke vidste ret Besked om saadanne Ting, nu kunne skjønne tilfulde og vide med Vished, hvorledes alt dette er anordnet i den hellige Skrift, og hvorledes det bør iagttages. Lader derfor af med de Overgreb, som nu en Tidlang have fundet Sted, og lader hinanden vederfares Ret. Naar man kun holder sig til hvad der staar i den hellige Skrift, nyder hver Part sin Frihed; men de, som ville gribe ud over denne, begaa Uret, og tilbagevises, saavel af Gud, som af gode Mennesker og Billigheden selv. Hvad alt dette angaar, som vi have skrevet og oplæst om de Indrømmelser, som de Gejstlige foregive at være dem gjorte, samt forøvrigt om Gaver, overveje nu enhver og forstaa nøje, paa hvad Maade man erhverver Indrømmelser og Gaver, saaledes at de ikke skulle tilbagekaldes, thi forstandige Høvdinger have noksom indseet, at det ej kunde gaa an, at det stod enhver frit at drage til sig af Kongemagten alt hvad han ved List og Underfundighed kunde faa, og tilegne sig det som en vel erhvervet Fordeel: gik saadant an, vilde nemlig Kongemagten snart komme under andre Mænd, og ikke være selvstændig. Man overveje og det øvrige, vi have udviklet, om Kirkens Forsvar, om Lydighed mod Kongen, eller om uretfærdigt Ban og Interdikt, hvilket sidste vi alene frygte for vore Synders Skyld og for den Skam, det er, naar fremmede Folk erfare den Forhaanelse, vore lærde Mænd gjøre os. Men vi frygte ikke for at blive uretfærdigt dømte af Gud selv, thi han dømmer ingen anden Dom end den som ret er, og desto nærmere er hans retfærdige Dom til at hjelpe en Mand, jo mere denne forurettes af Menneskerne med vrange Domme.“
Dette Skrift, der, som man af Indholdet selv kan see, var bestemt til at oplæses for Menigmand, og sandsynligviis i flere Afskrifter har været sendt omkring og oplæst paa Thingene, har neppe forfejlet sin tilsigtede Virkning, da vi af flere Omstændigheder maa slutte at Interdiktet
