ren, „bevise noksom, at vrange Domme ej kunne skade os, skjønt vor Gejstligheds bedragerske Ondskab har voldet os den Beskæmmelse, at de fly os eller dette Land som om vi vare Hedninger. Et af to maa her være Tilfældet: enten have de vise Styrere af Kirken og Christendommen ingen Bansættelser dekreteret, skjønt man har villet ophidse dem dertil, eller og have de dekreteret Bansættelse, men denne har da rammet dem, der med Uretfærdighed og Ondskab have forlangt saadant, og ikke os, der, som vi visselig tro, ere sagesløse, og kvit for enhver Bansættelse. Vi tale vel herom i almindelige Udtryk, næsten som om det gjaldt alle de lærde Mænd, men vi ville dog gjøre Folk opmerksomme paa, at vore Ord egentlig kun sigte til dem, der føle sig betegnede ved vor Skildring af al denne Uret, Falskhed og Svig. Der er nemlig enkelte hvem den ikke rammer, skjønt den desværre rammer flere end det er dem selv til Gavn eller os til Behagelighed. Vi bede derfor dem, der ej føle sig trufne herved[1], at de ikke holde sammen med hine, der nu have betraadt denne Vildfarelsens Vej. Og de som føle sig trufne, lade af dermed, og vælge Retfærdighed i Stedet, og mage det saaledes at de ikke paadrage lig Had i dette Liv af alle dem, der kunne gjennemskue deres Handlemaade, og Sjæletab og Fordømmelse af Gud i det andet Liv. De bor erindre, hvad der kan tjene dem til et godt Exempel, at ingen Bonde overlader sine Faar til Faarehyrden, for at han enten skal sælge dem eller dræbe dem eller jage dem udover Fjeld, eller bryde deres Fødder i Stykker eller rive Ulden af dem, men for at han skal drive dem til gode Havnegange og vogte dem for alslags Fare. Og mister han en af dem, da skal han med stor Møje gjennemstrejfe alle Skove indtil han finder den, og ikke drive dem vort fra de gode Græsgange i Gabet paa glubende Ulve. Og derfor skulle alle, baade Lærde og Ulærde, forstaa, at ej ere de lærde Ledere satte over Guds Folk for at tilføje det Haan eller følelige Beskæmmelser, eller benytte det til at plukkes og uretfærdigt at udsuges, og endnu mindre for at vise det fra Gud til Helvede, ligesom i en glubende Ulvs Mund, enten med uretfærdigt Interdikt og Bansættelse, eller med vildledende Overtalelser. Heller have de med Kjærlig-
- ↑ Her sigtes, som det synes, til Biskop Martin og andre, der nødtvungne havde maattet forlade Sverre.
end den som lider denne Uret“ (Cap. 87). Fremdeles Decr. P. II. C. XXIV. q. III. Hieronymus: „hvis nogen ved en urettelig Dom af dem, der forestaa Kirken, forjages og udestænges, hvis han ikke selv for er gaaet ud, d. e. hvis han ikke selv har gjort sig fortjent til at udjages, skades han aldeles ikke derved at han ved en saadan urettelig Dom af Mennesker synes udjaget. Og saaledes skeer det stundom, at den, der jages ud, er indenfor, og den er udenfor, som synes at være inde“ (Cap. 4).
