Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/342

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
324
Sverre Sigurdssøn.


Den Ødelæggelse og Forvirring, Ildebranden medførte, har rimeligviis bidraget til, at der nu oftere føltes Mangel og Hungersnød i Borgen[1], og uagtet det nu var forbundet med større Fare end før, maatte Besætningen oftere gjøre Strejftog for at skaffe sig det fornødne. Saaledes drog Sverre Natten før Mariemesse øvre (7 Sept)[2] ud med 120 Mand, for at dække Inddrivningen af nogle store Kvægflokke, som hans tidligere udsendte Mænd havde samlet paa et af dem betegnet Sted. Men da Baglerne hørte, at Sverre var borte, gik de i Land et Stykke fra Byen, og bag om Fjeldet, ganske ubemerkede af Birkebeinerne, indtil de kom ned ved Olafskirke paa Bakke. Da skyndte Birkebeinerne sig imod dem, efterladende kun en ubetydelig Styrke af 30 Mand nede ved Holmen for at passe paa at ingen fiendtlig Skude lagde til Land der. Uden at stille sig i Fylking, gjorde de, som de før plejede, flokkeviis et Angreb paa Baglerne, som derimod havde fylket. De fik ogsaa virkelig Baglernes ene Fløj til at vige, men den anden sluttede efter, saa at Birkebeinerne bleve omringede, og da varede det ikke længe, førend de maatte søge sin Frelse ved at slaa sig igjennem og flygte til Borgen. I denne Kamp faldt mange af Birkebeinernes ypperste Mænd, nemlig Befalingsmanden selv, Sigurd Borgarklett, Bengeir lange, Finn færøiske, Thord Lokk, Bitry-Kaare, Einar Bjarnessøn, Eindride Peine, Philip Jarls Merkesmand[3]; han var saa tapper, at han, haardt saaret og uden nogen Udsigt til at slippe bort, plantede Merket i Jorden, greb Sverdet med begge Hænder, og hugg til begge Sider, inden han faldt. Baglerne fulgte Birkebeinerne under den heftigste Kamp lige til Borgen. Endog lige i Porten fortsat-

    laa i Strøget mellem Columba-Kirke og Sandbro, altsaa Katharina, Laurentii, Petri og Nikolai-Kirken; samt desforuden Korskirken ved Vaagsbunden.

  1. At Baglerne havde „sveltet“ Birkebeinerne i Bergen, sagde Sverre selv udtrykkeligt. Aaret efter i Strindsø-Slaget (se nedenfor).
  2. I Sagaen staar kun „lidt efter“ (Byens Brand), og „Marie-Messe Aftenen“ kunde saaledes for den Sags Skyld gjerne være 14de August, Dagen før „Mariemesse fyrre,“ (assumtio Mariæ, vor Frue dyre); men da Dagen i Baglernes Vers, der strax efter anføres, udtrykkeligt angives til en Mandag, kan der alene være Tale om Dagen før Mariemesse øvre (nativitas) thi denne Festdag, 8de Septbr., falder i 1198 paa en Tirsdag, altsaa Dagen forud paa en Mandag, medens derimod 14 August samme Aar falder paa en Fredag.
  3. Einride Peine var, heder det, en Søn af Hallkell paa Lo (i Opdal?) og Broder til en Eystein Raadsmand (Klosterforvalter?), vistnok den samme, som nævnes blandt Høvdingerne fra Throndhjem ved Rigsmødet 1223 (Haakon Haakonssøns Saga Cap. 83). Man skulde fristes til at tro at denne Eindride Peine var Oldefader til en Eindride Peine, der omtales ved 1316 (Dipl. Norv. II. 125) som en anseet Mand i eller ved Tunsberg.