allehaande Lege, for derved at give tilkjende, hvor lidet de frygtede Birkebeinerne. Baglerne vare nu ogsaa meget talrige og vel udrustede baade med Klæder og Vaaben. Saaledes gik den hele Sommer hen, idet begge Hære holdt til paa hver sin Side af Vaagen, under hyppige Fegtninger, hvoraf enkelte nedenfor skulle beskrives. Baglernes Hær forøgedes, som man erfarer, baade med Biskop Nikolas’s, med Reidar Sendemands og med Sigurd Jarlssøns Afdelinger: det maa saaledes tilsidst næsten have været deres hele Styrke, der laa i Bergen. Derhos udskreve de Leding og Folk fra Søndhordeland og Hardanger. Denne merkelige Sommer kaldte man siden Bergens-Sommeren[1].
Det maatte være Sverre og Birkebeinerne utaaleligt, saaledes Dag efter Dag at see Fienderne byde dem Trods, uden at kunne foretage sig noget klækkeligt imod dem. Engang, da Baglerne som sædvanligt holdt sig lystige paa Jonsvoldene, kaldte Sverre sine Mænd til Huusthing oppe i Bakkerne ovenfor Nikolaikirke, og talte saaledes: „Det lader til at vi Birkebeiner nu skulle friste den Skjebne, idelig at have nogen Otte paa os. Men jeg venter mig fremdeles god Bistand af eder, som før, thi det er vist og sandt, at der ikke findes mange Exempler paa Mænd, der have staaet sin Konge bedre bi, end I Birkebeiner, og eders højeste Stolthed bestaar i at være fremfor andre i Mod og Tapperhed. Baglerne indbilde sig nu, at de have vor Skjebne i sine Hænder, men jeg haaber nok at det vil vise sig anderledes, og at vi om lidt faa lige saa stor Magt over dem. Ville I som jeg, da taale vi ikke længer deres Spot og Haan. Dog maa vi først overlægge om hvad der er raadeligst at gjøre. Det staar os frit for at stride med Baglerne, naar vi ville, enhver sige derfor sin Vilje“. Men alle taug. Da sagde Kongen: „I gjøre ikke ret mod mig i at tie stille, thi I skylde eders Konge at svare paa hans Tale, og sige eders Tanker“. De svarede da, at de overlode alt til Kongen selv. „Dette,“ sagde han, „er vel talt, som jeg og ventede. Her er tre Vilkaar at vælge imellem, det første at kaste os ind i Borgen, som vistnok er et ypperligt Værn saa længe vi have Proviant, men ogsaa kun saa længe, thi naar Provianten slipper, er det vanskeligt at skaffe sig noget igjen; det andet at begive os op paa Fjeldet, da ville Baglerne forfølge os, og gjøre os al den Skade, de finde for godt, medens det er en bekjendt Sag, at de, der falde paa Flugten, aldrig faa noget godt Eftermæle, og endelig det
- ↑ Sverres Saga, Cap. 146, 150.
