Dreng, der var noget kjendt med Baglerne. Han gav sig Mine af at ville snige sig hemmeligt forbi dem; de bleve strax opmerksomme derpaa, grebe ham, fandt Brevet, og bragte det til Sigurd Jarlssøn, uden at enten han eller nogen anden havde mindste Formodning om at det Hele kun var en Tilstilning for at føre dem bag Lyset. Da Sigurd læste Brevet, og saa, at Sverre snart vilde være der, lod han allerede den følgende Morgen blæse til Bortgang, og drog sydover med sin hele Styrke, efterat han dog først havde taget en stor Pengesum fra hine Prester, til hvilke Brevet var stilet, da han nemlig af dette maatte slutte, at de havde staaet i hemmelig Forbindelse med Birkebeinerne. Han gjorde dem vist Uret, men desto mere gottede vel Birkebeinerne sig over denne List[1]. Dagen efter kom virkelig Sverre tidligt om Morgenen, men det var ikke des mindre et stor Held, at Sigurd Jarlssøn havde ladet sig skræmme bort, thi Baglernes Hovedstyrke under Hallvard af Saastad var, som vi have seet, lige i Hælene paa Kongen, og hvis den havde forenet sig med Sigurds Tropper, vilde Sverre sikkert være bleven overvældet. Allerede saaledes som Sagen stod, var det slemt nok. Sverre gav sig kun Tid til at gaa op til Borgen og befale Sigurd Borgarklett at kræve Folkehjelp af Bymændene, da denne Hjelp nok kunde behøves, naar han næste Gang kom til Byen. Derpaa gik han atter ombord, og fortsatte Sejladsen heelt til Siggevaag[2], hvor han lagde bi. Længer ud paa Dagen kom Hallvard med Baglernes Flaade til Byen; men da de hørte at Sverre ikke var der, droge ogsaa de videre, for at opsøge ham. Sverre saa deres Sejl, og lod strax sine Skibe lægge sig saaledes, at de ej kunde sees fra Leden. Baglerne sejlede da forbi, uden at opdage dem, og saa snart de vare borte, vendte Sverre atter tilbage til Byen. Han spurgte nu Sigurd Borgarklett, hvad Hjelp han havde faaet af Borgerne, men Sigurd maatte beklage, at de ej bryde sig om hans Anmodning, og ikke ytrede nogen Lyst til at værne om deres Konges Ære. Da lod Kongen tilstevne Thing i Byen, og talte saaledes: „I Bergensmænd vise eder fremdeles som mine Uvenner; her fra Egnen udspringer al Ufred mod mig[3], og saaledes har det altid været, siden jeg tog ved Riget: idelig have I ligget i aabenbar Fiendskab mod mig. Det kunde enda undskyldes, saalænge Magnus og Erling levede; men nu, efter deres Død, er det ikke andet end Oprør og ond Vilje at hjelpe Røvere og Vikinger mod eders retmæssige Konge, og
