Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/330

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
312
Sverre Sigurdssøn.

han strax blæse Hærblæst, og gav Befaling til Angreb. Birkebeinerne roede med sine lette Skuder omkring Fienderne snart paa den ene, snart paa den anden Side, hvor det faldt belejligt til, og underholdt en langvarig Skudfegtning, men de torde ikke vove sig lige ind paa de fiendtlige Skibe, da disse vare saa meget højere end deres egne Skuder, der ikke naaede længer end til Baglernes Viggyrdler. De holdt sig endog i saa lang Afstand, at Baglerne ikke kunde naa dem med Stavnljaaer for at hale dem til sig. Imidlertid faldt der dog og saaredes flere paa begge Sider. Da Sverre saa, at hans Folk paa denne Maade ikke udrettede noget, gav han Besaling til at lægge ud af Skudvidde. Dette skede, og han tiltalte dem nu saaledes: „Birkebeinerne ere ikke længer som de have været før. De gamle Birkebeiner lagde ikke saa daarligt til Strid, som I med Dragkjortlerne[1], de havde kortere og snevrere Kjortler, men bedre Mod i Hjertet. Det nytter ikke at ligge her, lad os enten ro ind til Byen, eller ogsaa viser eder som raske Gutter, og lægger til, saa at I kunne prøve hvem Sverdene bide bedst for.“ Birkebeinerne lode Kongen ikke engang tale ud, men istemte strax Hærskrig, og opeggede hinanden til Angreb, de roede lige ind paa Langskibene, og gjorde et saa overhaands heftigt Anfald med Spyd og Sverd, at Baglerne en Stund ikke fik gjort andet end at dække sig, og vege tilbage. Salmund Systrung, en af Birkebeinernes Styremænd, kom endog selv femte op i den forhen nævnte Baglerhøvding Gudbrand unges Skib. Men Besætningen, opmuntret af Gudbrand, trængte saa haardt ind paa dem, at de bleve kastede tilbage med Tab, og nu fulgte en saa voldsom Regn af Vaaben og svære Stene fra Baglernes højbordede Skibe, at man neppe kunde staa derunder, og Birkebeinerne faldt i Mængdeviis. De kunde i Førstningen ikke engang trække sig tilbage, da Baglerne holdt deres Skibe fast med Stavnljaaer; de søgte, saa vidt muligt, at holde sig fra Storskibene med Forke, og det lykkedes dem omsider at komme løs, men ikke førend Salmund Systrung var falden med sit fleste Mandskab, og ligeledes en anden Skude var ryddet; begge disse Skuder faldt i Baglernes Hænder. Da gav Sverre Befaling til at holde inde med Striden. „Det nytter os ikke for denne Sinde,“ sagde han, „at stride med dem, og vi ville derfor ro ind til Byen.“ Birkebeinerne lagde da fra, og styrede ind efter Fjorden. Indenfor Thinaa-Osen, mellem denne og Trange[2], mødte de endnu et Baglerskib, hvis Besætning de joge i Land; derfra satte de over Flakfjord, og joge to andre Baglerskibe i Land ved Klep-

  1. D. e. „fodside Kjortler,“ hvilke da ansaaes for smukkere og mere stadselige end de korte.
  2. Thinaaen kaldes den lille Elv, der falder ud ved Stadsbygdens Kirke. Thinaa-Osen er altsaa dens Udløb. Gaarden Trange ligger strax østenfor