du tror paa.“ Da svarede Kong Sverre saa at hans Mænd hørte det: „hvis Nikolas og jeg slaaes, vilde man sige at det var ligesom naar to Tisper gav sig til at bides, da ingen af os har Ord for at besidde Mod.“ Derpaa lod Kongen sine Folk ro tilbage til Skibene.
Morgenen efter holdt Kongen Huusthing for at høre sine Mænds Mening om hvad der var at gjøre. Nikolas af Vestnes meente, at heller end at ligge stille og lide Mangel, burde man angribe Fienden, eller ogsaa drage bort og søge hen til Steder, hvor der var Levnetsmidler at faa. „Jeg skjønner nok“, sagde Kongen, „at du her udtaler Manges Ønske, og at Ledingsfolket længes hjem, men det veed jeg og, at saa slemt som de finde det at ligge her, smager det dem, der ligge indenfor i Sundet, ikke i mindste Maade bedre, og holde vi kun ud, ville de nok skilles ad. Men siden I nu helst ville bort, skal jeg dog føje eder heri“. Han gav da Befaling til at lægge bort, men lod dog først de Faldnes Lig begrave ved Kirken i Saltøsund (Tjernø Kirke): det var just paa en Søndag. Derpaa styrede han med hele Flaaden vest over Folden for gunstig Vind lige til Bergen, hvor han lod Ledingsmændene drage hver til sit; selv drog han videre, lige til Throndhjem, og tilbragte Vintren her (1196–1197). Baglerne droge derimod længer op i Viken, og lode tilstevne Borgarthing. Her blev den foregivne Inge Magnussøn tagen til Konge, og Baglerne underkastede sig nu hele Viken med Oplandene, hvor de overalt indsatte Sysselmænd. Det maa saaledes have været Sverre aldeles umuligt at forsvare denne Deel af Landet, sandsynligviis fordi hans Modstandere endnu der vare for talrige. Blandt dem, som paa Oplandene sloge sig til Baglernes Flok, var den forhen omtalte Lendermand Hallvard paa Saastad (se ovenfor S. 74), en Kolbein Strinev, og mange andre. Biskop Nikolas tilbragte Vintren deels i Oslo ved sin Biskopsstol, deels i Danmark. Han tilligemed Sigurd Jarlssøn fik om Vintren vide, at Kong Sverre havde forvaret en heel Deel Penge i Sengen af Klosterkirken paa Hovedøen[1], og satte sig strax i Besiddelse deraf. Nikolas maa have været en af de første, der erfarede Biskop Thores pludselige Død (Febr. 1197). I Thores Sted valgtes, som man lettelig kan begribe under Nikolas’s og Baglernes Indflydelse[2], en vis Ivar skjaalge (den
- ↑ I Ruinerne af Hovedøens Klosterkirke sees endnu flere Gjemmer i Veggen.
- ↑ Biskoppen og Kapitlet i Oslo paastode endog (maaskee aller først ved denne Lejlighed?) at have Stemme med ved Hamar-Biskoppens Valg, se nedenfor.
svensk af Fødsel. Det er dog ubegribeligt, hvorledes man alene deraf har kunnet falde paa dette, da det dog var langt nærmere at tænke paa den Hex, hvilken Sverres Fiender beskyldte ham for at tage Hjelp af, som Villjam af Newbury saa omstændeligt fortæller (se ovenfor S. 177). Der staar just ikke hos Villjam, at hun var fra Gautland, men det ligger desuagtet i Nikolas’s blotte Ord, at det maa være den samme.
