kan være sikker nok paa, at disse Gesandter, især Villjam, der allerede for havde laant Erkebiskop Erik sin Pen, nu under deres personlige Nærværelse ved Kurien paa det ivrigste talte hans Sag, og man kan vist betragte det som en Følge deraf, at Paven selv den 18de November 1194 i Peterskirken for en meget stor Forsamling lyste alle de fire Biskopper, der havde forrettet Kroningen, i Ban[1]. Man maa imidlertid i Betragtning af hvad der senere fandt Sted antage, at denne Bansættelse kun blev betingelsesviis forkyndt, saaledes at den skulde træde i Kraft, hvis Biskopperne ikke inden en vis Tidsfrist frasagde sig al Forbindelse med Kongen, ydmygede sig for Erkebiskoppen og modtoge hans Tilgivelse. Og herom var det vel, Erkebiskoppen tilskrev dem, da han, som Sagaen beretter, lod udgaa Breve til dem alle, hvori han paalagde dem at forlade Landet, og begive sig til ham. Men Sverre, der tilbragte Vintren (1194–1195) deels i Oslo, deels paa Oplandene, upaatvivlelig for at være nærmere ved Haanden og bedre at holde Øje med, hvad Erik foretog sig, sammenkaldte derimod Biskopperne til et Møde i Bergen førstkommende Vaar, for at overlægge om, hvad der i denne Anledning var at foretage. Under Sverres Ophold paa Oplandene indfandt sig hos ham noget efter Juul, den til Biskop i Skaalholt efter Thorlaks Død (23de Decbr. 1193) udvalgte Paal Jonssøn, (Søn af Jon Loftssøn) en af Islands ædleste Mænd, der Høsten forud var kommen til Norge for at lade sig indvie, men, da han fandt Erkebiskoppen borte, og, som man maa formode, ikke vovede at modtage Biskops-Indvielsen af de andre Biskoper, havde tilbragt den første Deel af Vintren i Nidaros og nu rejste over Fjeldet og Oplandene til Viken, for derfra at begive sig til Danmark og lade sig ordinere af Erkebiskop Erik[2]. Det er
- ↑ Se det (defekte) Brev til Paven, som er skrevet af Abbed Villjam, maaskee i hans eget, maaskee og i Absalons Navn, aftrykt hos Langebek VI. 34. „I veed bedst selv,“ heder det her, „hvorledes I ifjor, Aattendedagen efter St. Martinsdag, i den fornemste af alle Apostlers Kirke fængslede dem i Exkominunikationens Baand, i Overvær af en utallig Mængde.“ Disse Udtryk bære umiskjendeligt Præget af at Brevskriveren selv har været en af denne „utallige Mængde.“
- ↑ Paal Biskops Saga Cap. 4, jvfr. Sverres Saga Cap. 224. Kongen (han kaldes her Sverre Magnus), heder det i Paal Biskops Saga, var øster i Viken, men rejste derfra til Oplandene, og efter Juul rejste Paal fra Throndhjem, hvor man havde gjort meget af ham, til Kongen med sit Følge, og traf ham, omgiven af en Mængde Kongsmænd.
saaledes have forladt Rom i det aller seneste først i Februar 1195, og Gesandternes Ophold i Rom falder saaledes omtrent fra Oktober 1194 til Februar 1195. Det lader ogsaa af Maaden, hvorpaa Villjam i det Brev, der strax nedenfor paaberaabes, omtaler Biskoppernes Bansættelse, som om han selv havde været Øje- og Ørevidne dertil.
