traadt frem paa Thinget og gjentaget Ord for Ord, hvad enhver af Høvdingerne, navnlig Rasse-Baard, skulde have sagt[1]. Men den ældste Beretning, der næsten maa ansees samtidig med Begivenheden[2], indeholder intet herom, og den ligeledes samtidige Saxo siger udtrykkeligt, at Valdemar ved et „hemmeligt Gesandskab“ følte sig for hos Nordmændene, og, da han erfoor at Stemningen var gunstig for ham, strax tiltraadte sit Tog til Norge[3]. Det rimeligste er derfor, at hine danske Mænd virkelig vare udsendte af Valdemar, men at enkelte af dem ere blevne opsnappede paa Tilbagerejsen efter hemmelig Foranstaltning af Erling, der vist ikke har undladt, den hele Tid at bolde vaagent Øje med Valdemar, og som nok kunde have de Venner ved dennes eget Hof, der ej undlode at give ham Nys om Valdemars Planer. Man maa her først og fremst tænke paa Orm Kongsbroders Halvbroder Buris Henrikssøn, der stod i et spendt Forhold til Kongen, og i det mindste et Par Aar senere, som det i det følgende vil sees, beskyldtes for at staa i forrædersk Forbund med Erling skakke. Det synes ogsaa næsten utroligt, at saa mange Høvdinger i Thrønderlagen tilhobe skulde have ladet sig i den Grad føre bag Lyset af falske Udsendinger og Breve, at de endog skulde kompromittere sig ved skriftlige Tilsagn. Men Erling gik i eet og alt saa hemmelighedsfuldt til Verks, at Mængden neppe nogensinde blev ret klog derpaa, saa at forskjellige Beretninger derom opstode. De fleste have vel nærmest havt Harald Haardraades bekjendte List for Øje, og tænkt sig Sagen tilgaaet omtrent paa lignende Maade[4].
Valdemar havde imidlertid samlet en betydelig Flaade, med hvilken han drog nord til Viken. Han og hans Mænd stode, som man af Saxos Ord maa slutte, i den Tro, at Erling ikke have tordet oppebie dem, men
- ↑ Magnus Erlingssøns Saga i Hrokkinskinna Cap. 15–17; Snorre Cap. 23–26. Denne Beretning lægger ogsaa en særskilt Bebrejdelse til Rasse-Baard i en af de Danskes Mund, der skulde have sagt: „saaledes talte du, Rasse-Baard, og slog dig for Brystet: fra dette Bryst kom aller først alle disse Raad“. Det er imidlertid vanskeligt at skjønne, hvorledes Baard skulde komme til at ytre disse Ord for Udsendingerne, derimod har han aabenbart, da Beskyldningen blev fremsat, først slaaet sig for Brystet og anstillet sig ganske uskyldig, men Erling siden spottet derover, da Beviserne mod ham vare fremlagte.
- ↑ Nemlig i Fagrskinna, Cap. 272. Denne har vistnok her, som ellers, paa det nærmeste stemmet med Morkinskinna, hvis oprindelige Text maa antages samtidig med disse Begivenheder, men hvor de Blade, der indeholdt Beretningen derom, nu ere tabte. Fagrskinna viser sig overhoved her, hvor der i Sagaerne hersker megen Forvirring, rimeligere og mere stemmende med Saxo, end de større Kongesagaer, som det i det følgende vil sees.
- ↑ Saxo, S. 793.
- ↑ Se ovenfor II. S. 247–249.
