skoppen sagde, at selve Apostlernes Bud gav ham Magt over alle Guds Ejendomme uden Undtagelse[1]. „De hellige Kirkefædre og Paverne. Apostlernes Efterfølgere, havde ogsaa befalet og forordnet dette i Kirkelovene over hele Christenheden, saa havde og Paven nu befalet Erkebiskop Eystein at sætte denne Sag igjennem i Norge, og det var nu antaget overalt der, saa at det .ej var ret eller kunde taales, at dette fattige Land ikke var underkastet samme sømmelige Lov som den øvrige Christenhed“[2]. Sigurd indvendte derimod, at Nordmænd eller Udlændinger ej havde Magt til at fratage Landets Børn deres Rettigheder. Dertil svarede Biskoppen, at om ukyndige Mænd havde betinget sig Ret over de Ting, som de havde skjenket Gud, var en saadan Betingelse dog efter Loven selv aldeles ugyldig, og hvis Biskoppen lovligen paaklagede Sagen, vilde de, som heri viste sig gjenstridige, ikke blive at regne blandt deres Tal, der kunne vente sig Hjelp af Gud, thi de, som trods gjentagne Paamindelser indesidde med Tiender og hellige Mænds Ejendele, skulle bansættes, hvis de ej falde til Fode og aflade fra sine Utilbørligheder. Dagen gik hen med dette, saa at Sigurd indsaa, at Kirken ej vilde blive indviet, hvis han ikke gav efter. Han maatte da bekvemme sig dertil, og overdrage alt det Kirken skjenkede Gods saavel som denne selv til Biskoppens Raadighed. Da indviede denne Kirken og sang Messe, men da dette var skeet og Biskoppen havde faaet sit frem, fandt han det dog raadeligst, indtil videre at forlene Sigurd med Kirken og Kirkegodset. Strax efter havde Biskoppen en lignende Strid med Jon Loftssøn, uagtet denne var Gejstlig i det mindste af Navn, – han havde nemlig, som ovenfor nævnt, modtaget Diakon-Vielsen, – men mod ham, Islands rigeste og mægtigste Mand, kom Biskoppen til kort. Blandt de flere Kirker, over hvilke han havde Patronat, var Kirken paa Hovdabrekka. Efter at den var bleven ødelagt af Storm, havde han med stor Bekostning ladet den igjen opbygge, og ønskede nu at faa den indviet, hvorfor han indbød Biskoppen til sig og beredede et prægtigt Gjestebud til hans Ære. Om Morgenen, før Indvielsen skulde skee, talte Biskoppen med ham, ligesom med Sigurd, om hvorledes det skulde forholdes med Patronatet, og spurgte ham, om han ej havde hørt Erkebiskoppens Budskab om Kirkens Ejendomme. Jon svarede, at man gjerne maatte læse det op for ham, men at han var fast be-
- ↑ Her synes ligesrem et i oven indtagne Skrivelse til Eystein forekommende Sted at være citeret.
- ↑ Det var, som vi netop af den nu paafølgende Strid erfare, ikke bogstavelig sandt, at man i Norge havde gaaet ind paa Bestemmelsen, thi i saa Fald vilde Striden ikke kunne være opstaaet. Her sigtes der aabenbart kun til de Indrømmelser, som enten de tre Konger, Inge, Sigurd og Eystein, eller Erling skakke og Magnus havde gjort, men som i det mindste Sverre ej længere erkjendte gyldige.
