ældre end Kirkeordningen i 1152. Kun i Frostathingslovens Christenret ere flere af de nyere Bestemmelser optagne, som om Rumaskatten, og andre, der udtrykkeligt tillægges Erkebiskop Jon, Pave Alexander og Erkebiskop Eystein, ligesom der foran i Gulathingslovens Christenret er indskudt en Artikel, der indeholder de paa Mødet i Bergen 1164 vedtagne Bestemmelser om Tronfølgen og Kronens Ofring til St. Olaf[1], men ligesom Indflydelsen af denne Artikel ikke har nogen Indflydelse paa Lovens øvrige Bestemmelser[2], og neppe nogensinde har været paabuden ved nogen Thingbeslutning, men vistnok alene er foretagen paa egen Haand af en Afskriver, saaledes seer man ogsaa af hine Tillæg til Frostathingslovens Christenret, at den i denne Form ikke kan være ældre end Eysteins Tid, og at den sandsynligviis maa være redigeret bed hans Foranstaltning, og betydeligt afvigende fra den ældre. Denne Formodning bliver endog til Vished, idet vi af Sverres Saga erfare, at Erkebiskop Eystein virkelig havde ladet affatte en Lovbog kaldet Guldfjeder, der var fordeelagtigere for Gejstligheden end den ældre, kaldet Graagaas, som Magnus den gode havde ladet nedskrive; det synes nemlig klart, at „Guldfjeder“ ikke kan have været stort forskjellig fra denne ved hine senere Bestemmelser modificerede, og for Erkebiskoppen fordeelagtigere Frostathings-Christenret, i det væsentlige saadan, som vi af de endnu forhaandenværende Afskrifter kjende den, medens den gamle „Graagaas“ derimod indeholdt Christenretten i dens oprindelige Form, der i det hele taget stemmede med de andre Christenretter[3]. Men da
- ↑ Se ovenfor II. S. 934, 937.
- ↑ Hist og her er der ogsaa indskudt enkelte Smaaforandringer, som det heder, af Magnus, det vil sige vedtagne paa Mødet 1164, men de angaa kun Specialiteter.
- ↑ Om „Graagaas“ s. o. I. 2. S. Og om „Guldfjeder“ vides ikke andet, end hvad der fortælles i Sverres S. Cap. 117 (se nedenfor) om at Eystein havde ladet den skrive, og at Erkebiskop Erik støttede sig til den, saavel som den kanoniske Ret og en eller flere Pavebuller. Dermed er det temmelig tydeligt sagt, at „Guldfjeder“ ikke alene indeholdt den hele Hjemmel for Erkebiskoppens Fordringer, men at flere af disse ogsaa støttede sig til en speciel Pavebulle og umiddelbart til den romerske slet. Vi maa altsaa antage, at de Bestemmelser i „Guldfjeder“, han paaberaabte sig, maa have været mere afpassede efter Landets særegne Forhold, medens derimod den kanoniske Ret og Pavebullen indeholdt Forskrifterne, hvis Analogier fulgtes, i en mere almindelig Form. Naar nu Sverre blandt andet lod oplæse af sin Lovbog, d. e. Graagaasen, eller den deri indeholdte ældste Christenret, at Erkebiskoppen ej var berettiget til at have mere end 30 Mand, – en Bestemmelse, der ogsaa næsten ligelydende findes i de øvrige ældre Christenretter – medens Erkebiskoppen derimod havde lige indtil 90; og naar vi nu netop i Frostathings- Christenretten, som vi kjende den, (II. 44) finde Antallet af Erkebiskoppens Følge ubestemt, og derimod den Forskrift given, at han kan fordre i Skyds hver Hest, som Sadel eller
