kun var et Skalkeskjul for at rejse en ny Oprørsflok i Norge. De, som holdt Nattevagt paa de danske Skibe, og ikke havde Anelse om, at det var Kongen selv, som sad i den lille Baad, der saaledes i Mulm og Mørke sneg sig om imellem dem, gave sig til at skjelde ham og hans Mænd for Tyve, o. a. d.; men han svarede dertil nok saa blidt og roligt. Ved Samtalen vaagnede flere af de andre, og kom op for at see hvad der var paafærde; de kjendte Kongen, og hilste ham ærbødigt, til stor Forskrekkelse for dem, der havde skjeldt ham ud. Da han merkede, at man havde gjenkjendt ham, skyndte han sig tilbage. Dagen efter lagde han ind til Bergen. Sven Thorkilssøn blev imidlertid bange, og raadførte sig med Ulf og sine øvrige Venner, hvad han skulde gjøre for at erhverve Kongens Tilgivelse. De lovede at gaa til Sverre og indlægge et godt Ord for ham. Dette skede ogsaa, og Sverre, der aldrig viste sig uforsonlig, erklærede sig strax villig til at tage ham til Naade. Dagen efter blev Sven selv fremstillet for Kongen, der modtog ham med Kys, og talte saaledes til ham: „Jeg kan, min gode Mand, ikke begribe, hvorfor du, skjønt jeg aldrig har gjort dig selv eller nogen af Dine den mindste Fortred, enten i Ord eller Gjerning, alligevel, uden mindste Aarsag, har villet fare saa fiendtlig frem mod mig uskyldige Mand, at du endog har søgt at skille mig med Liv og Rige. Du kan ikke være uvidende om, at du derved er kommen til at blive skyldig i alle de Mænds Død, der faldt med Simon Kaaressøn. Men da Guds uforlignelige Godhed, der aldrig ophører, har opvakt dig, skjønt uværdig, til at gjøre Bod for hvad du bar forbrudt, vil ogsaa jeg tilgive dig, saasom du mere bar forbrudt dig mod Herrens, end imod vor Højhed. Det kan nok vakre, at vi, hvis du ej var kommen til os, havde taget en eller anden Straf over dig.“ Derpaa vendte han sig til de øvrige Korsfarere, roste dem for deres gode Forsæt, og indskjærpede dem Enighed og Fordragelighed, idet han anførte flere Sprog af den hellige Skrift. Han gav dem det Raad, at lægge Rejsen over Orknøerne og overvintre der, siden Sommeren allerede var skreden saa langt hen; hvilket Raad dog ej fandt almindeligt Bifald, da man, som det vil sees, styrede ned mod den frisiske Kyst for at gaa igjennem Kanalen. Da Samtalen var til Ende, skjenkede han dem Foræringer med kongelig Gavmildhed, og lod dem desuden faa en heel Deel Levnetsmidler, saa at hvert Skib alene af Smør fik 50 Løber. Derpaa tog han Afsked med dem, gav dem Fredskys, og udslettede ved sin venlige Ferd ethvert Spor af Frygt hos dem, ja han viste sig endog, om muligt, endnu venligere mod Sven end mod de øvrige.
Korsfarerne skulde nu drage afsted, men Ulf var endnu ikke ganske færdig til at rejse, deels fordi han endnu havde noget at udrette for Kongen, deels fordi hans egne Anliggender først maatte ordnes, og ikke gik ham
