og da de derved vilde komme til at opholde sig længere Tid i Byen, fandt de det bedst at sende nogle af deres egen Midte, ledsagede af Ulf, til Kong Sverre, der paa den Tid just var i Oslo[1], for at gjøre ham deres Opvartning, og underrette ham om deres Erende, paa det at han ej skulde mistænke dem for svigfulde Hensigter, hvortil der efter de sidste Begivenheder visselig var al mulig Anledning. Sverre tog særdeles venligt imod Udsendingerne, bad dem forsikre deres Kamerater om sin Velvilje, og ønskede dem al Lukke paa Toget. Da Skibene endelig vare istandsatte, og en Deel nødvendige Indkjøb gjorte, fortsatte de Rejsen, fremdeles under Ulfs Anførsel. Ved deres Afrejse fra Byen stimlede hele Mængden ned til Bryggerne, ønskede dem alt muligt Held, og alle gode Engles Beskyttelse. Da de, efterat have havt temmeligt haardt Vejr, kom til Seløerne (strax vestenfor Lindesnes), kastede de Anker, for at udhvile sig efter den havte Møje, og overlagde tillige, om de her skulde oppebie gunstigere Vind, for at drage videre, eller om de først skulde gaa til Bergen. Til dette raadede Ulf, deels fordi det, som han sagde, var nyttigt at høre Kong Sverres erfarne Raad, og han ventedes just til Bergen, deels ogsaa fordi han selv havde flere Staldbrødre der, og nødig vilde forlade sin Herre som en Flygtning eller uden at have sagt ham Farvel. Ulfs Mening bifaldtes, de styrede nord over, og kom uden Hindring til Bergen, hvor de lagde til ved Bryggen, og hvor, efter Landets Skik, „raske Folk strax kom til med Touge, droge Skibene til et bekvemt Bryggeleje, og fortøjede dem i al Hast med megen Færdighed[2].“ Kongen var endnu ikke ankommen
- ↑ Om Oslo heder det ved denne Lejlighed: „den er meget rig og folkerig, den tredie af Rigets fornemste Stæder.“
- ↑ Bergen beskrives her saaledes: Den er ved sin fremragende Magt og Velstand den meest anseede By i Riget, prydet med en kongelig Borg, og forherliget ved Relikvier af hellige Jomfruer. Der hviler St. Sunniva, hvis Legeme heelt er skriinlagt i Kathedralkirken. Den er meget folkerig og har Munke- og Nonne-Klostre; der findes en saadan Masse af Tørfisk, eller som den kaldes, Skreid, at den overgaar alt Maal og Tal. Der vil man see en stor Mængde Folk og Skibe, der allevegne fra strømme til, Islændere, Grønlændere, Englændere, Tydskere, Daner, Sviar, Gotlændere og endnu af andre Nationer, det vilde blive for vidtløftigt at opregne dem allesammen. Ligeledes vil man see en Mængde Honning, Hvede, gode Klæder, Sølv og andre Slags Varer; der er Forraad nok, og man faar gjerne af enhver Ting, hvad man behøver.“ Derpaa gaar Forfatteren over til at klage over Drukkenskaben, som ovenfor anført, se II. S. 1017. Den Borg, som her nævnes, kan ej være Kongsgaarden, der ikke vilde være bleven kal-
hørte som et Kapell, jvfr. Langes Klosterhistorie S. 684). Neden for Bjerget er der en Slette, særdeles behagelig ved sin Rigdom paa vellugtende Blomster; den afgiver en bekvem Plads saavel til at bygge som til at istandsætte Skibe. De profectione Danorum &c. Cap. 9.
