Hans Sønner maa paa den Tid, hvorom her er Tale, endnu have været meget unge, neppe engang fuldvoxne. Senere ville vi see dem spille en betydelig Rolle.
Den mægtige Arnunge-Æt repræsenteredes paa denne Tid af Paal Skoftessøns Søn Nikolas, kaldet Kuvlung. Det faldt af sig selv, at han var Kong Magnus’s Lendermand, ligesom han ogsaa var en af hans mest trofaste Venner. Da han ellers ikke ofte omtales, kan hans eller Ættens Betydenhed paa den Tid neppe have været saa stor, som den blev i de følgende Aarhundreder. Hovedet for dens haalogalandske eller bjarkøske Green var Erling i Bjarkø, Vidkunn Jonssøns Søn, men da han aldrig nævnes som Deeltager i de Tiders Begivenheder, maa han have været en fredelig Mand, der levede stille hjemme paa sin Gaard[1]. Imidlertid er det tydeligt nok, at ogsaa denne Green ivrigt sluttede sig til Magnus’s Parti.
En mægtig Mand derimod, hvis Hengivenhed for Erling og Magnus maatte ansees for temmelig tvivlsom, var Blindheime-Ættens Hoved, Jon Halkellssøn. Saavel han og hans Broder Simon som hans Fader Hallkell Huuk, havde i sin Tid staaet paa Kong Eysteins Parti, men Gregorius Dagssøn havde lokket begge Brødrene over til Kong Inge, med hvem ogsaa Simon faldt i Slaget ved Oslo. Jon og Simon vare gifte med hver sin Datter af Kong Harald Gille. Efter Inges Død havde der været Spørgsmaal om at tage Simons Søn Nikolas til Konge og gjøre Jon til Overanfører, men denne havde bedet sig undskyldt. Alligevel havde Erling skatte anseet det raadeligst at sikre sig den unge Nikolas, ved at lade ham gribe paa Jons Gaard og bringe ombord paa sit Skib, da han drog mod Haakon Herdebreid. Dette, saavel som Nikolas’s mistænkeligt udseende Drab i Slaget ved Sekk havde, som man seer, og som det i og for sig var rimeligt, vakt Jons Misnøje, og vi finde ham derfor det følgende Aar paa Sigurds Markusfostres Parti, da han blev fangen af Kong Magnus’s Mænd, men fik Fred, vistnok ved atter at love Erling og Magnus Troskab. Fra den Tid af maa han ansees for en af Magnus’s Tilhængere, men neppe en, paa hvis Troskab man i Farens Stund kunde gjøre sikker Regning. Dette viste sig ogsaa siden efter, og overhoved synes han at have været en Mand, der nærmest havde egen Fordeel for Øje, uden med Iver at slutte sig til noget Parti
- ↑ Erling omtales kun i Slægtregistret i Fagrsk. Cap. 215. Da det i Sverres S. Cap. 74 heder, at hans Søn Vidkunn i 1183 nys havde tiltraadt sine Fædrenebesiddelser, maa han da nys være død. Vidkunn, da 18 Aar gammel, maa være fød 1165.
