Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/199

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
181
1184. Kong Magnus’s Begravelse.

Sverre selv tilstede, saavel som Biskop Paal og hele Mængden i Byen. Der holdtes flere fagre Taler, navnlig af Kong Sverres Morbroder, Nikolas Sultan, en meget veltalende Mand, og endelig af Kongen selv. Denne gav sin faldne Fiende det Lov, at han var god og kjærlighedsfuld mod sine Frænder og Venner, en hæderlig Høvding i mange Stykker, og prydet med kongelig Æt; han beklagede kun, at der ej havde været det Frænde-Samtykke mellem dem, som det burde, og bad Gud tilgive ham for den Haardhed, han havde viist mod ham selv og hans Mænd. Han talte, siger Sagaen, mange fagre Ord, da han hverken manglede Ord eller Fiinhed til at give Talen den Vending, han vilde. Han hædrede ligeledes Magnus’s jordiske Levninger, ved at indrette hans Gravsted paa det sømmeligste, lod et Teppe brede over Stenen, og opsætte et Gitter udenom[1]. Men under al denne rosværdige og tillige politisk kloge Bestræbelse for at vise sin faldne Fiende al sømmelig Ære, undlod han dog heller ikke at tale de nødvendige Alvorsord til de Levende, skildre sit Forhold til Magnus saaledes, som han betragtede det, eller ønskede det betragtet, og lade dem føle, at han paa det nøjeste kjendte til den herskende ham ugunstige Stemning, idet han tillige gav dem tilstrækkelige Vink om, at alle nu gjorde bedst i at finde sig i den nye Tingenes Orden, som det ej vilde nytte dem at forsøge paa at ændre. Han lod i den Anledning blæse til almindeligt Møde for hele Byfolket ude paa Christkirkegaarden. Da Mængden her var samlet, stod først Haavard Jarlssøn, der sandsynligviis var bleven Stallare efter Gudlaug Vale, op, og talte saaledes: „Det er nu alles Skyldighed at modtage Kongen venligen og hæderligen, thi han kan gjøre os godt og hædre os i mange Stykker. Det var ønskeligt og passende, om han nu vilde vorde vort Værn og Skjold, som det sømmer sig for ham, og vi derimod ærligt og trofast understøtte ham og yde ham alt, hvad han af os med Rette har at fordre. I vide nu, hvor meget han har kostet paa, for endelig at naa det ham tilkommende Kongedømme, hvor megen Modgang og Fare han har døjet, og hvor han har vovet saavel sit eget, som mange andre gode og gjæve Drenges Liv. Men nu har Gud frelst ham af mangen Fare, som I vel noksom have erfaret. Alle og enhver indsee nu fuldkommen det fornuftige i at vise Venlighed mod Kongen, om man end før har været ham ugunstig; han vil og visselig være en naadig Fyrste mod alle dem, der ærligt og redeligt, uden Svig, ville tjene ham. Tænker nu over, hvem det vil gaa bedst, dem der søge hans Venskab, eller dem der sætte sig op mod hans Vilje. Gjører nu som Gud

  1. Kong Magnus hviler i den Kirke, hvor han kronedes, heder det i en Kod. af Sverres Saga; men det kan ej være rigtigt, da Christkirken i 1164 neppe endnu var færdig.