Vi forlode ved Udgangen af forrige Afsnit Erling skakke i ubestridt Besiddelse af Regjeringen i Norge som sin nys kronede Søn Magnus’s Formynder, eller maaskee rettere som Hovedet for det Aristokrati, hvis Medlemmer nu vare blevne enige om at rive Magten til sig. Dette Aristokrati bestod fornemmelig af de to Hoved-Partier, der tidligere havde sluttet sig om Kong Inge, og som kunde kaldes Gulathingslagens med Erling i Spidsen, og Vikverjernes repræsenteret af Gregorius Dagssøn. Ved dennes Fald havde Vikverjerne, i Mangel af nogen Høvding, der kunde eller vilde træde i hans Sted, sluttet sig til Erling, og begge Partier udgjorde nu kun eet, trods den Skinsyge, der tidligere umiskjendeligen havde hersket imellem dem. Thrønderne derimod, som i den foregaaende Tid tilligemed Oplændingerne havde været Kong Sigurd Munds, Eysteins og Haakon Herdebreids ivrige Tilhængere, ja endog efter dennes Fald havde erklæret sig for Sigurd Markusfostre og givet ham Kongenavn, vare, som det synes, kun ved Erkebiskop Eysteins Indflydelse og Paavirkning bevægede til at erkjende Magnus Erlingssøn, uden at være ham i Hjertet hengivne; og selv til denne lidet hjertelige Erkjendelse vilde de neppe have bekvemmet sig, hvis de for Øjeblikket havde kunnet opstille nogen legitim Tronprætendent lige overfor Magnus. Og af denne Thrøndernes for Magnus mindre gunstige Stemning forstod Erkebiskoppen ypperligt at benytte sig til Udvidelsen af Kirkens og Aristokratiets Magt.
Den mest anseede Mand i Norge paa denne Tid, næst Erling og Erkebiskoppen, var uden al Tvivl Orm Ivarssøn, kaldet Kongsbroder, fordi han var en Halvbroder af Kong Inge paa mødrene Side. Som Søn af sin Moder Dronning Ingerid var han af kongeligt svensk Blod, havde fyrstelige Frænder i Sverige og Danmark; navnlig var han en Halvbro-
