gyndte da at tale om, at Ottar maatte have faret med Usandhed, men han, som var ombord paa Kongens Skib, holdt fast ved sit Udsagn. Ikke desto mindre bade mange om Tilladelse til at vende tilbage til Byen, for at hente flere Ting, de i Skyndingen havde glemt, som Vaaben, Klæder eller Penge; nogle vilde indkjøbe Drikkevarer, andre vilde sine deres Hustruer Farvel. Kongen fraraadte alle at fare til Byen, og gav kun faa Lov dertil, ikke des mindre fore mange over uden Tilladelse. Imidlertid var Sverre og Birkebeinerne ikke langt borte. De havde lejret sig oppe paa By-Aasen, hvorfra de kunde see alt hvad der foregik i Byen. Løverdags Morgen (27 Februar) tidligt vilde de allerede til at angribe. Sverre bad dem vente en Stund, indtil de fleste af Heklungerne vare i Bad, men Krigerne vare for hidsige til at lade sig styre, og de stormede ned imod Byen, og forbi eller igjennem Borgen, hvor de ikke mødte mindste Hindring. Det regnede sterkt, og ingen i Byen blev dem var, før de allerede vare midt i den. Paa Modstand var ej at tænke, og de dræbte mange Heklunger, hvoriblandt Einar, en af Kong Magnus’s Skibsstyrere. Nogle undkom paa Baade og roede ud til Munkholmen, hvorfra en heel Deel Baade just havde sat ud for at ro over til Byen, men nu vendte om igjen, da man havde faaet Øje paa Birkebeinernes Skare, idet den nærmede sig Borgen. Kong Magnus gjorde ikke det mindste Forsøg paa at jage dem af Byen igjen, men lettede Anker, styrede ud efter Fjorden, og vendte tilbage igjen til Bergen. Det vakte almindelig Forundring, at han saaledes uden Sverdslag ved det første Nys om Birkebeinernes Nærmelse flygtede fra Byen, uagtet han havde henimod 1000 Mand, Sverre derimod kun lidt over 400, ikke at tale om at Træborgen, med Grav udenfor, lettelig lod sig forsvare med Halvdelen mindre Styrke end den angribende; og man talte meget om, hvor bange Heklungerne dog maatte være for at maale sig med Birkebeinerne i fylket Slag. Men det laa, som man tydeligt kan see, ikke i Magnus’s Plan at sætte Alt paa Spil ved et saadant Slag. Han havde nu hele Flaaden i sine Hænder, og kunde, naar han vilde, hjemsøge Sverre, medens denne, uden ordentlige Krigsskibe, ej kunde ventes at ville angribe ham. Hele Landet adlød ham, fra det sydligste af Viken lige til Throndhjemsfjorden, han fik Mandskab derfra og oppebar Skat og Skyld deraf, medens Sverre ikke havde mere end Thrøndelagen. Naar han da idelig foruroligede ham ved nye Overfald, og for Resten benyttede enhver Lejlighed, der tilbød sig, for at gjøre ham Skade, maatte han kunne vente, med Tid og Stunder at faa ham fordrevet ogsaa fra Throndhjem, uden selv at vove for meget. Sverre, som indsaa dette og følte at hans Stilling blev mere og mere kritisk, søgte fremfor Alt at befæste sig i Nidaros saa godt som muligt, for her at have et sikkert Tilhold, hvorfra intet Overfald
