Heklungerne trængte kjekt frem, toge ogsaa de Flugten, en Deel af Heklungerne forfulgte dem og nedlagde mange, en Deel vendte sig ud mod Øren, for at tage Kols Afdeling i Ryggen. Denne kjæmpede imidlertid paa det heftigste med Krigerne fra de andre Skibe, der strax vare sprungne ud, saa snart Skibene mødte Grunden, og vadede ind mod Land, uagtet Vandet i Førstningen naaede dem under Armene. Medens Kampen her endnu var i fuld Gang, sagde En til Kol: „Jeg tror vist at Heklungerne allerede ere komne op i Elven.“ „Da er det intet andet for end at flygte,“ svarede Kol. „Er ikke det nu for seent,“ lød en Stemme bag ham. Kol vendte sig, saa, at det var en Heklung, og hugg til ham med de Ord: „der er de Djævle allerede komne.“ Heklungen hugg igjen, flere kom til, og Kol faldt med mange af sin Trop, de øvrige toge Flugten. Erik Kongssøn selv og mange med ham flygtede ud gjennem Træborgen, og over Byaasen til Gauldalen; andre op over Broen; mange søgte Fristed i Kirkerne, men til ingen Nytte, da Heklungerne vare saa forbitrede, at de ej ensede Kirkefreden, men lode Flygtningerne drage ud af Kirkerne og dræbe. Dette skede endog i Christkirken, hvilket aldrig før havde hendt. Saaledes blev Eyvind Skraape, en af de ældste Birkebeiner, en stor, sterk og vældig Krigsmand, slæbt ud af Christkirkens Chor, og trukken paa en Kjelke ned til Øren, hvor han blev dræbt. Stallaren, Gudlaug Vale, blev ogsaa tagen ud af en Kirke: han blev ikke strax dræbt, fordi man vilde faa vide af ham, hvor Sverre havde skjult sit Løsøre, og hvor Kongens Søn, Lavard, som han opfostrede, var at finde. Da han ej vilde tilstaa noget, blev han lagt paa Pinebænken, men udholdt standhaftigt Pinslerne, uden at aabenbare det Mindste. Da lod Magnus ham dræbe. Hans Troskab og Standhaftighed vandt almindelig Berømmelse. Saa godt som ingen af de Birkebeiner, der faldt i Heklungernes Hænder, fik Grid, og de holdt saaledes alt for vel deres Løfte. Hele Sverres Flaade, i Alt 33 Skibe, faldt i Magnus’s Hænder. Fire af disse, hvoriblandt Olafssuden, lod han i Hast sætte frem og udruste; til at faa de øvrige sejlklare var der ikke Tid, og han lod dem derfor opbrænde. Det var nemlig ikke hans Hensigt, at blive længer i Throndhjem, hvor Indbyggerne vare ham saa lidet hengivne; han hørte desuden, at Erik Kongssøn havde faaet samlet en heel Deel Bønder oppe i Gauldalen. Han skyndte sig derfor bort, idet han dog lod falde Trusler om at komme ret snart igjen, og da tage eftertrykkelig Hevn for hvad Thrønderne havde gjort mod ham og hans Fader. Paa Farten ud af Fjorden sendte han nogle Fartøjer ind til Orkedalen, for at hugge Kvæg op for flere af Sverres Tilhængere, navnlig Havle paa Aasten, Toste paa Usta, og Helge paa Rødaas; de plyndrede ogsaa hos Orm og Erik paa Evje, og fore overhoved heel voldsomt frem,
