hans bedste Folk og nærmeste Paarørende faldne. Der siges ikke, hvor mange Folk Sverre mistede, men det skal ikke have været saa faa, der faldt, dog mest af Bymændene og Ledingsfolket[1].
Kong Magnus begav sig med de faa Levninger af sin Hær til Bergen, hvor Borgerne toge vel imod ham, og bade ham at blive hos dem, men de dulgte dog heller ikke sin Frygt for, at de ret snart vilde have Sverre der, og tilbøde deres Hjelp til at forsvare Byen mod ham. Magnus modtog i Førstningen Tilbudet, der syntes nok saa godt, og søgte at spærre Vaagen ved at tage alle Kjøbmandsskibe i Byen og lade dem lægge i en Linje fra Holmen over til Munkebryggen, tæt sammenbundne med Toug, saa at man kunde gaa tvers over Vaagen paa dem, som paa en Bro. Men da forestillede hans Raadgivere ham, at det var farligt at betro sig saa aldeles til Bergensmændene, og stænge sig selv og Skibene inde i Vaagen. Heri havde de neppe Ret; men efter de Ulykker, der nu havde rammet Magnus, skulde der vel lidet til at fylde hans Sind med Mismod og Ængstelse. Han vovede ikke at blive længer i Bergen, men drog sydover, og standsede denne Gang ikke, førend han kom til sin Frænde og Beskytter, Kong Valdemar i Danmark, der tog vel imod ham. Orm Kongsbroder med flere Lendermænd begave sig til Viken, andre fulgte Magnus til Danmark. Erkebiskoppen begav sig til England, hvor han forblev i hele tre Aar, og bandsatte Sverre, hvilket dog denne ikke brød lig noget om[2]. Der var saaledes ingen tilbage i hele det Nordenfjeldske, der kunde gjøre Sverre Modstand, og Bergensmændene havde ganske Ret, naar de med det første ventede hans Besøg, thi det maatte nu være ham magtpaaliggende, først og fremst at sætte sig i Besiddelse af denne Norges vigtigste Handelsstad, hver Erling Jarl saa vel som Kong Magnus havde havt deres fornemste Tilhold, og hvor det hidtil havde været umuligt for ham at komme. Det var heller ikke mere end en Maaneds Tid efter Sejren (28 Juni) at han viste sig for Bergen, hvor der nu ej kunde være Tale om at lægge ham Hindringer i Vejen, hvad Sindelag end Indbyggerne i deres Hjerte nærede mod ham, og hvor Alting derfor løb nok saa venligt af. Han skjenkede dem Fred, og de modtoge ham med Hædersbeviisninger. Nogle af hans Lendermænd over-
- ↑ Roger Hoveden, S. 600. Der staar her om Slaget: „det følgende Aar (1180) samlede Magnus en stor Hær, angreb Sverre ved Nidaros og dræbte mange af sine Fiender ved det første Sammenstød, men tabte dog Slaget efter Guds uransagelige Vilje, og flygtede med nogle faa, efter at mange blandt de bedste Folk i hans Familie vare faldne“. Da Magnus’s første, heldige Angreb var rettet mod Gudlaugs Fløj, maa det følgelig være af denne, at hine mange faldt.
- ↑ Roger Hoveden, l. c., jvfr. Sverres Saga, Cap. 78.
