kan see, skrevet i Norge, og med en Haand der ikke er yngre end Kong Haakon Haakonssøns tidligere Regjeringstid, medens den ogsaa kan være ældre. Forfatteren var, som man af Fortalen kan see, vel bekjendt med den gamle poetiske Literatur, da han baade hentyder til Eddakvadene, og citerer et Brudstykke af Hallfred Vandrædaskalds Kvad over Olaf Tryggvessøn[1]. Men for Resten indeholder Verket intet Vink, som nærmere betegner hans Personlighed.
Af Skalde gaves der i den Tidsperiode, vi her have for os, faa eller ingen saadanne Improvisatorer, som de der i tidligere Dage besøgte Kongernes Hoffer, og kvad Hædersdigte for dem. Den Kjendsgjerning, at Snorre fandt det nødvendigt at udarbejde en formelig Anviisning til Skaldekunsten, viser noksom, at denne nu var Gjenstand for et formeligt Studium, og ikke ligesom var Folket medfød. Dette kunde egentlig heller ikke godt være Tilfældet, uden under selve Hedendommen eller saa nær efter denne, at de gamle Myther, hvorfra Skaldekunsten hentede sine fleste Billeder, endnu levede paa Folkets Læber, saa at de billedlige Omskrivninger baade tilbøde sig med Lethed for Digteren,i og tillige strax forstodes af Tilhørerne. Efterhaanden, som den mythologiske Kundskab blev Færres og Færres Ejendom, maatte ogsaa Skaldenes eget Antal, saavel som deres, der fuldkommen kunde opfatte deres Kvad, blive mindre, og i Stedet for at Kvad tidligere fremsagdes mundtligt, ofte efter en meget kort Forberedelse, bleve de nu førte i Pennen, og som oftest skriftligt tilstillede Vedkommende. Alligevel hørtes endnu de gamle Skaldes Kvad med Velbehag, om man end ej forstod alt af dem, og de Prøver, man har af Snorre Sturlassøns egen Skaldekunst, kunne i enhver Henseende udholde Sammenligningen med de tidligere Skaldes Arbejder, saa godt forstod han at vedligeholde Aanden og Tonen. Vi have seet at Birkebeiner og Bagler under Kong Sverre endnu digtede Spotviser i det gamle Versemaal, skjønt vistnok for Resten den rimede Vise-Digtning allerede var kommen i Mode[2]. Og merkeligt nok synes den gamle Skaldekunst usædvanligt længe at have holdt sig paa Orknøerne, da vi baade endnu besidde den af Biskop Bjarne († 1223) forfattede Jomsvikingedraapa, og vi erfare
- ↑ Merkeligt nok ere de Linjer, der ledsage dette Vers, ogsaa optagne i en Kodex af Odd Munks Olafssaga, se Christiania-Udgaven S. 61.
- ↑ Se ovenf. II. S. 1034, 1035, jfr. ovenf. S. 664. 325.
nes os unegteligt at være den rimeligste. J saa Fald have vi altsaa i Haandskriftet, der nu opbevares i Stockholm, hvorhen det rimeligviis allerede kom med Karl Knutssøn 1448, den virkelige Original for os. Men Forfatterens Navn bliver altid uvist. Skulde det være den lærde, berejste Gissur Hallssøn?
