Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/1047

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
1029
Kirkelig Literatur.

ning af Forholdene ere tilbøjelige til at forestille os. Om Vintren fornemmelig, især om Julen, og overhoved til enhver Tid, naar Kongen havde slaaet sig ned for et længere roligt Ophold, have Krigssyslerne enten ganske hvilet, eller kun spillet en underordnet Rolle, saa at der var Tid og Rolighed nok til selskabelige Sammenkomster og literære Forlystelser.

Hoffets Exempel fulgtes vistnok her, som andensteds, af Landets fornemste Familier. Derom vidne desuden de flere Afskrifter af saadanne Morskabsbøger, som de oven nævnte, der endnu forefindes, idet mindste i Fragmenter[1], eller vides at have været til, om end ikke netop paa Kong Haakon Haakonssøns Tid, saa dog i den nærmest paafølgende. Det hele højere Publikum i Norge og paa Island viser sig saaledes, merkeligt nok, allerede i det 12te og 13de Aarhundrede som et meget læsende, og følgelig som et, hos hvilket literær Virksomhed fandt særdeles Paaskjønnelse.

Den religiøse Literatur, om hvilken der allerede forhen tildeels er handlet, fandt, som man lettelig kan begribe, stor Udbredelse blandt et saa læselystent Publikum, som det norsk-islandske, saa meget mere som de mange Helgenhistorier og Legender, der i den Tid udgjorde dens vigtigste Indhold, i og for sig selv afgav en ikke ringe Underholdning endog for dem, hvis religiøse Sind for øvrigt mest følte sig hendraget til verdslige Materier. Dette var for Resten kun yderst faa. Man kan ikke i denne Deel af Middelalderen, og aller mindst blandt Nordboerne, slutte fra en endog virkelig Fordærvelse af Sæder og Slaphed i Moralitet til en tilsvarende Indifferentisme i religiøse Materier og Foragt for det Hellige. Paa yderst faa Undtagelser nær, var den virkelige religiøse Overbeviisning hos alle, endog de vildeste Krigere, de troløseste Politikere og de mest udsvævende Vellystlinge, lige fuldt usvækket, uden Skygge af Tvivl om Sandheden af hvad Protestanterne nu til Dags endog vilde kalde de absurdeste af Katholicismens Lærdomme. De troede visselig baade paa Helgenernes undergjørende Kraft, paa Sjælemessernes Virksomhed, paa Fortjenesten af legemlig Pønitense og Aflad, om de end i deres Levnet viste sig som om de ikke troede paa noget, og som om intet var dem helligt. Det Slags Indifferentisme og Fritænkeri, der tilhører de nyere, overoplyste Tider, var ukjendt i den naive Middelalder, med mindre man, som noget tildeels analogt dermed i vor egen Historie, vil regne den Indifferentisme, der aabenbart var bleven almindelig i Hedendommens sidste Dage, da Aasareligionens Lære ikke længer tilfredsstillede Gemytterne, og Christendommen endnu ikke var tilbørligt kjendt, saa at der opstod en Art af Interregnum, hvor

  1. Se Norsk Tidsskrift I. S. 48 fgg.