Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/1031

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
1013
1241. Kongens Yndest hos Paven.

kunde vove at indlade sig i Krig med ham. Vi skulle see, hvorledes det uvenskabelige Sindelag hos de Svenske mere og mere tabte sig, indtil det omsider ganske ophørte, og den venligste Forbindelse mellem de tvende Hoffer traadte i Stedet.

Ogsaa med Gejstligheden stod Kongen i den bedste Forstaaelse. Erkebiskop Sigurd havde altid været hans Ven, og det uvenskabelige Forhold, hvori Kongen var kommen med Biskop Paal, synes i det mindste efter Hertugens Fald ganske at være ophørt, thi Paal havde da ingen anden Beskytter at holde sig til, saa meget mere som ogsaa Kong Valdemar i Danmark var død, og de Forhold, som derpaa indtraadte i dette Rige, gave hans Søn Kong Erik andet at tænke paa, end at blande sig i Norges indvortes Anliggender. Om Biskop Orm i Oslo ligeledes har begunstiget Skule, saa maa dog allerede dennes Nederlag i Oslo have bragt ham paa andre Tanker. De øvrige Biskopper, fornemmelig Askell af Stavanger, hans forrige Kapellan, synes at have været Kongen meget hengivne. Den Spænding, der var indtraadt mellem Kongen og Pave Gregorius i Anledning af Biskop Paals Anliggender, var aldeles udjevnet efter Forliget i 1237, især da Kongen ved den Lejlighed ogsaa havde taget Korset. Om den Yndest, hvori Kongen nu stod hos Gejstligheden, vidner tydeligt nok en Skrivelse fra Pave Gregorius i Anledning af det efter Hertugens Fald atter optagne Kroningsanliggende, dateret 8de Juli 1241, hvori det heder, at da Norges Erkebiskop og Biskoppen havde tilskrevet Paven om at Haakon, der efter Norges Lov og Sædvane havde efterfulgt sin Fader i Regjeringen, skjønt uegte fød, da ingen egtefødde Sønner fandtes, lige saa lidt som andre arveberettigede Frænder, maatte blive salvet og kronet, uanseet Mangelen ved hans Fødsel, især da han ingen anden verdslig Fyrste var underkastet: saa overdrog Paven ved denne Skrivelse Abbeden i Munkelivs Kloster og Dominikanernes Provincialprior i Norge nærmere at undersøge Sagen og gjøre Indberetning derom; thi skjønt han særdeles elskede Kongen som en katholsk og mod det apostoliske Sæde velsindet Fyrste, og han gjerne vilde fremme hans Ære saa meget han kunde, vovede han dog ikke at gaa letsindigt frem i denne Sag[1]. To Dage i Forvejen (6te Juli) udstedte Paven en anden Skrivelse til Kongen, hvori han paa dennes Forestilling fritog ham for hans Løfte at gjøre et Korstog til det hellige Land, hvilket faldt vanskeligt paa Grund af den lange Afstand, Folkets Fattigdom og Ubekjendtskab med de mellemliggende Folks Sprog, imod at han i Stedet kæmpede mod de Hedninger, der vare hans Riges Naboer. Naar Kongen opfyldte

  1. Dipl. Norv. I. 25.