og taget sit Kvarteer i en liden Bygd, medens hans Folk laa fordeelte omkring paa Gaardene i Nærheden. Hans Styrke var nu langtfra saa talrig som nys forud, da sandsynligviis alle de, der kun havde ledsaget ham for Byttets Skyld, vare dragne hver til sit. Simon stevnede op langs med Elven for at komme uforvarende paa Sverre, og det vilde maaskee og have lykkets ham, hvis ikke Sverre om Natten havde faaet Bud fra sine Venner i Gautland, at han maatte tage sig vare, da Simon nærmede sig med en betydelig Styrke. Sverre maatte i al Hast klæde sig paa, væbne sig og sende Bud til sine Folk, men dette gik ikke fort, da de laa saa adspredte; imidlertid begav Sverre sig op til Skoven ved Huvunes[1] (hvor Venersborg senere er anlagt) for der at oppebie dem. Da de vare samlede, holdt han Raad med dem om hvad man skulde gjøre, men sagde dog tillige, at det neppe kunde nytte dem at ville stride om Riget med Kong Magnus og Erling Jarl, hvis de nu toge Flugten for blotte Lendermænd uden at have prøvet en Dyst med dem. Alle svarede, at de heller vilde slaas med Simon end fly. De droge da ned imod ham, og mødte ham endnu før Dag, og i saadant Mørke, at ingen af hans Folk vidste af nogen Ting, førend Sverres Merke knejsede over dem. Da begyndte en skarp, men ikke langvarig Fegtning, i hvilken Simon blev dreven paa Flugt med et Tab af 160 Mand, medens Sverre kun mistede ser eller syv. De vovede dog ikke at .sætte efter de Flygtende for Mørkets eg deres Talrigheds Skyld, men begave sig – man maa antage paa Østsiden af Elven – ned til Kongehelle, hvor de toge alt hvad der tilhørte dem, der ved deres Ankomst flygtede bort, hvorhos Byen maatte udrede et Slags Brandskat af 20 Merket Sølv. Med dette nye Bytte begav Sverre sig efter to Dages Forløb – længere vovede han ikke at dvæle der, af Frugt for at de, der var dragne ud med Simon, skulde komme tilbage – op til Staden Ljodhuus paa den svenske Side, og blev der nogle Dage, ventende paa Lejlighed til at foretage flere Strejftog ind i Viken. Men da drog Kong Magnus og Erling Tropper til sig fra alle Kanter, og fik alle Lendermænd fra hele Viken samlede under sit Banner. Imidlertid vare begge Partier ganske uvidende om hinandens Bevægelser, og nærmede sig hinanden uden at vide det; en Aften toge de saaledes Nattekvarteer ikke længere end en Rast fra hverandre, ja om Morgenen, da de brøde op, kom de hinanden endog saa nær, at der ikke var mere end en Fjerdingvej mellem dem. Da fik Sverre vide, hvor farlig hans Stilling var, og skyndte sig øjeblik-
- ↑ Navnet skrives af de svenske, neppe rigtigt, Hufwudnäs. Heelt op til det nuværende Venersborg kom Sverre neppe, men Skoven var vistnok af stor Udstrækning, og bar Navn efter Gaarden et godt Stykke mod Syd, lige til Naglum, hvor Slaget sandsynligviis stod.
