Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/1010

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
992
Haakon Haakonssøn.

gyde en enestes Blod“. Oprigtigheden heraf har man maaskee dog Grund til at betvivle. Og om han end ikke vilde have dræbt sine overvundne Fiender, havde han maaskee ladet dem mishandle som Urøkja, hvilket ej var stort bedre. Medens hans Folk stillede sig i Orden, sang han, fortælles der, St. Augnstins Bøn efter en Rune, som han tog op af Lommen.</ref>


149. Snorre Sturlassøns Tilbagekomst til Island


Efterretningen om Sturlas og Sighvats Fald kom endnu samme Høst til Norge, og vakte megen Bedrøvelse, ej alene hos Kongen, hvis Haab om at erhverve Herredømmet over Øen, allerede saa nær ved at krones, derved pludselig glippede, men ogsaa hos mange andre; thi Sighvat og Sturla vare meget afholdte i Norge, fornemmelig af de Handelsmænd, der plejede at fare paa Island, og som der havde haft Anledning til at erfare deres Gjestfrihed. Endog Snorre, for hvem Budskabet om Sturlas Død egentlig maatte lette, og virkelig lettede en Steen af Hjertet, tog sig dog sin Broder Sighvats sørgelige Endeligt meget nær, og udtalte sine Følelser i et Vers, som han sendte til hans Søn Thord Kakale, der endnu opholdt sig i Bergen. For øvrigt stundede nu saavel han, som hans Søn Urøkja og Thorleif paa Garde kun efter at komme hjem til Island, for at nytte den belejlige Tid til at vinde deres tabte Besiddelser og, om muligt, deres Magt og Anseelse tilbage. Det var for langt ud paa Høsten, til at der kunde være at tænke paa nogen Afrejse det Aar, men saa snart Vaaren kom, gjorde de ivrige Anstalter dertil. Men det var just paa den Tid, da Ufreden mellem Kongen og Hertug Skule stod paa Nippet til at udbryde. Kongen havde al Grund til at harmes paa Snorre og nære Mistanke mod ham, fordi han saa nøje havde sluttet sig til Hertugen og deeltaget i den forargelige Tal som ved dennes Hof førtes om Kongen og hans Mænd. Der-hos havde han tidligere aldeles undladt at opfylde sit Løfte til Kongen, jog virket ivrigt imod Sturla, da denne søgte at virke i Kongens Interesser. Det var at befrygte, at hvis Snorre under de nærværende Omstændigheder kom til Island, vilde han ej alene søge at udslette alle for Kongens Sag gavnlige Følger af Sturlas Virksomhed, men ogsaa maaskee ligesrem arbejde i Skules Interesse. Dette maatte forebygges ved at holde Snorre saa længe tilbage i Norge, indtil Kongen havde taget saadanne Forholdsregler, at hans Nærværelse paa Island vilde blive uskadelig. Ved samme Lejlighed, som han indkaldte Hertugen til at møde i Bergen om Sommeren, lod han derfor, som ovenfor berettet, Islændingerne forbyde at rejse fra Landet, „førend det var afgjort, med hvilket Erende de skulde fare“. Ikke desmindre gav Hertugen dem Tilladelse til at rejse, og skaffede dem endog et Skib dertil, hvoraf han selv ejede Halvparten. Ja der gaves endog enkelte, der paastode, at