Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/814

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
796
Inge og Sigurd Haraldsſønner.

ſig en Tidlang faſt ved Roret paa et af Skibene, indtil Kulden ſtivnede hans Lemmer og nødte ham til at ſlippe Taget[1]. Da traf det ſig, at nogle Mænd fra et Skib, der ſtyredes af Thrond Gjaldkere, en af Inges Høvdinger, droge en Mand op, ſom ſvømmede, og vilde dræbe ham. Han tilbød ſig at viſe dem, hvor Sigurd var, hvis de vilde ſkjenke ham Livet. De gik ind derpaa, og han bad dem nu lægge nøje Merke til et rødt Skjold blandt dem, der fløde omkring; under det var Sigurd. De fik ſnart Øje paa det, ſtyrede derhen, fandt ham ganſke rigtigt derunder, grebe ham og bragte ham ombord i Thronds Skib. Man erkjendte, at man aldrig havde faaet fat paa ham, hvis han ej var bleven røbet. Thrond lod ſtrax Thjoſtulf, Aamunde og Gyrd underrette om Fangſten, og bragte ham i Land. Da det blev forkyndt, at han var bleven greben, udbrød hele Hæren i Glædesraab. Ved at høre det, ſagde han: „Mangen ſlet Karl vil i Dag glæde flg ved mit Hoved!“ Thjoſtulf Aalesſøn gik til ham, hvor han ſad, og ſtrøg en guldbræmmet Silkehue, han bar, af hans Hoved, med de Ord: „hvor torde du, Trælleſøn, være ſaa fræk at kalde dig Kong Magnus’s Søn?“ Han ſvarede: „ikke kan du ſammenligne min Fader med din, eller med en Træl, thi din Fader var lidet værd i Forhold til min“. Thjoſtulf og de øvrige kongelige Raadgivere vilde ellers helſt have ladet ham dræbe ſtrax, men de, ſom iſær tørſtede efter Hevn, fornemmelig Benteins Brødre, ſaa vel ſom Peter Burdarſvein, der havde ſin Broder Finns Drab at hevne, fordrede at han ſkulde pines til Døde, og fik ſat deres Vilje igjennem. Høvdingerne og Mængden vilde dog ikke være Vidne dertil, men gik bort. Peter bandt ſelv hans Arme ſammen ſaa haardt, at Snoren ſkar ſig ind i Kjødet. „Du binder faſt ni, Peter“, ſagde Sigurd. „Det har du ſelv lært mig“, ſagde hiin, „da du dræbte min Broder øſter i Kvilde“. De brøde nu hans Arme og Been itu med Slag af Øxehamre, ſkede Klæderne af ham, og piſkede ham med Læderſvøber, indtil Huden var gaaet af ham, ſom om han var flaaet[2]. Der-

  1. Saaledes Saxo, S. 787, 788, ſom dog viſtnok fejler, naar han ſiger at Sigurd virkelig flere Gange blev røbet, og for at vildlede ſine Efterfølgere, der allerede havde faaet Øje paa ham, foretog hine Afklædninger under Vandet. Men ved ſlige Lejligheder opſtaa altid forſkjellige Beretninger, af hvilke den ene kan være ligeſaa rigtig ſom den anden. For Reſten kunde ingen uden Sigurd ſelv give Beſked om, hvad han gjorde rinder Vandet: da det nu ikke er ſandſynligt, at han under de daværende Omſtændigheder ſkulde have gjort Regnſkab derfor, maa Hjemmelsmanden for Saxos Beretning have gjettet ſig til det meſte. Den Beretning, Sagaerne meddele, nemlig Erik Oddsſøns, ſkriver ſig, ſom det udtrykkeligt ſiges, iſær fra Inges Hirdmand, Hall Thorgeirsſøn.
  2. Her ſeer det ud, ſom om de yngre Kongeſagaer, Snorres iberegnet, ved en Misforſtaaaelſe have gjort Plageaandernes Fremgangsmaade endnu grummere og blodigere, end den egentlig var. Morkinſkinna, ſom ovenfor er