sig en Tidlang fast ved Roret paa et af Skibene, indtil Kulden stivnede hans Lemmer og nødte ham til at slippe Taget[1]. Da traf det sig, at nogle Mænd fra et Skib, der styredes af Thrond Gjaldkere, en af Inges Høvdinger, droge en Mand op, som svømmede, og vilde dræbe ham. Han tilbød sig at vise dem, hvor Sigurd var, hvis de vilde skjenke ham Livet. De gik ind derpaa, og han bad dem nu lægge nøje Merke til et rødt Skjold blandt dem, der fløde omkring; under det var Sigurd. De fik snart Øje paa det, styrede derhen, fandt ham ganske rigtigt derunder, grebe ham og bragte ham ombord i Thronds Skib. Man erkjendte, at man aldrig havde faaet fat paa ham, hvis han ej var bleven røbet. Thrond lod strax Thjostulf, Aamunde og Gyrd underrette om Fangsten, og bragte ham i Land. Da det blev forkyndt, at han var bleven greben, udbrød hele Hæren i Glædesraab. Ved at høre det, sagde han: „Mangen slet Karl vil i Dag glæde flg ved mit Hoved!“ Thjostulf Aalessøn gik til ham, hvor han sad, og strøg en guldbræmmet Silkehue, han bar, af hans Hoved, med de Ord: „hvor torde du, Trællesøn, være saa fræk at kalde dig Kong Magnus’s Søn?“ Han svarede: „ikke kan du sammenligne min Fader med din, eller med en Træl, thi din Fader var lidet værd i Forhold til min“. Thjostulf og de øvrige kongelige Raadgivere vilde ellers helst have ladet ham dræbe strax, men de, som især tørstede efter Hevn, fornemmelig Benteins Brødre, saa vel som Peter Burdarsvein, der havde sin Broder Finns Drab at hevne, fordrede at han skulde pines til Døde, og fik sat deres Vilje igjennem. Høvdingerne og Mængden vilde dog ikke være Vidne dertil, men gik bort. Peter bandt selv hans Arme sammen saa haardt, at Snoren skar sig ind i Kjødet. „Du binder fast ni, Peter“, sagde Sigurd. „Det har du selv lært mig“, sagde hiin, „da du dræbte min Broder øster i Kvilde“. De brøde nu hans Arme og Been itu med Slag af Øxehamre, skede Klæderne af ham, og piskede ham med Lædersvøber, indtil Huden var gaaet af ham, som om han var flaaet[2]. Der-
- ↑ Saaledes Saxo, S. 787, 788, som dog vistnok fejler, naar han siger at Sigurd virkelig flere Gange blev røbet, og for at vildlede sine Efterfølgere, der allerede havde faaet Øje paa ham, foretog hine Afklædninger under Vandet. Men ved slige Lejligheder opstaa altid forskjellige Beretninger, af hvilke den ene kan være ligesaa rigtig som den anden. For Resten kunde ingen uden Sigurd selv give Besked om, hvad han gjorde rinder Vandet: da det nu ikke er sandsynligt, at han under de daværende Omstændigheder skulde have gjort Regnskab derfor, maa Hjemmelsmanden for Saxos Beretning have gjettet sig til det meste. Den Beretning, Sagaerne meddele, nemlig Erik Oddssøns, skriver sig, som det udtrykkeligt siges, især fra Inges Hirdmand, Hall Thorgeirssøn.
- ↑ Her seer det ud, som om de yngre Kongesagaer, Snorres iberegnet, ved en Misforstaaaelse have gjort Plageaandernes Fremgangsmaade endnu grummere og blodigere, end den egentlig var. Morkinskinna, som ovenfor er
