Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/652

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
534
Magnus Olafsſøn (Barfod).

for ſin Konge, men det var dog kun med yderſte Nød at han undſlap Forfølgerne. Magnus forſøgte ikke at trænge længer frem, men ſejlede ned ad Elven igjen, og drog nord i Viken. Han havde paa dette Tog ikke udrettet andet, end at herje og brænde nogle Bygder for Gauterne. Selv havde han miſtet mange Folk, uden at være kommen ſit Maal et Skridt nærmere. Han havde ſaaledes al Grund til at være misfornøjet med Toget.

Dette var Magnus’s ſidſte Felttog i denne Krig, thi ſtrax efter, heder det, foor der Mænd mellem Kongerne om at de ſkulde ſtifte Fred mellem ſig ſelv indbyrdes og mellem deres Lande. Det ſamme, tilføjes der, ønſkede ogſaa Erik, ſom den Gang var Danmarks Konge — han havde i 1095 efterfulgt ſin Broder Olaf — for ſig og ſit Rige. Det lader ſaaledes til, at Erik har optraadt ſom Megler mellem begge de krigførende Konger, og hertil havde han god Anledning, da det ſpendte Forhold, der nødvendigviis maa have herſket mellem Norge og Danmark ſiden Magnus’s Herjetog i Halland 1096, endnu ikke, ſaa vidt man kan ſee, var bilagt, ſaa at man i Halland hvert Øjeblik kunde vente ſig Angreb af Nordmændene, iſær hvis Krigen kom til at drage ſig nærmere hen mod dets Grændſer. Men det maatte derhos ſaa meget mere være ham magtpaaliggende at faa en fuldſtændig Fred tilvejebragt mellem Nordens trende Folk, ſom han juſt i denne Tid med ſtørſte Iver arbejdede paa Oprettelſen af en ſæregen Erkebiſkopsſtol for Norden[1], hvorved det fornemmelig maatte komme ſaare meget an paa, at det venſkabelige Forhold mellem de tre. Folk og Konger, der var afbrudt ved Magnus’s Krigsforetagender, atter kom iſtand. Magnus vilde dog vel neppe have lyttet til noget Fredsforſlag, hvis hans ſidſte Felttog havde været heldigere. Nei derimod maa man formode, at i det mindſte hans Mænd have fraraadet ham alle yderligere Foretagender mod Sverige, ligeſom vel og Bønderne have knurret temmelig alvorligt over noget nyt Ledings-Udbud. Da ſaaledes Kongerne Erik og Inge, ſom Sagaen udtrykker ſig, lode Magnus hilſe og anmode om, ikke at eftertragte deres Riger, imod at de paa ſin Side forbandt ſig til at lade hans Rige i Fred, blev der til Sommeren aftalt et Mode ved Landemerket, i Gaut-Elven[2], hvor alle tre Konger perſonligt ſkulde indfinde lig, og hvortil de tilſagde hinanden gjenſidig Sikkerhed. Det faldt

  1. Se herom ovenfor S. 418, 419.
  2. Saaledes Morkinſkinna og Fagrſkinna. Magnus Barfods Saga Cap. 31 og Snorre Cap. 17 nævne Kongehelle; men da ſtige Møder i det mindſte i tidligere Tider holdtes paa Brennøerne eller rettere paa Danaholmen, der ligger i Elvemundingen (ſe ovenfor S. 173, jvfr. I. 1. S. 748) er det rimeligſt at antage Morkinſkinnas Udſagn, der desuden neppe er nedſkrevet mere mere end 100 Mur efter Begivenheden ſelv, for det rette. Om den ovenfor omtalte Skik, der ſkal have været iagttagen ved tidligere Lejligheder, at Da-