Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/652

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
534
Magnus Olafssøn (Barfod).

for sin Konge, men det var dog kun med yderste Nød at han undslap Forfølgerne. Magnus forsøgte ikke at trænge længer frem, men sejlede ned ad Elven igjen, og drog nord i Viken. Han havde paa dette Tog ikke udrettet andet, end at herje og brænde nogle Bygder for Gauterne. Selv havde han mistet mange Folk, uden at være kommen sit Maal et Skridt nærmere. Han havde saaledes al Grund til at være misfornøjet med Toget.

Dette var Magnus’s sidste Felttog i denne Krig, thi strax efter, heder det, foor der Mænd mellem Kongerne om at de skulde stifte Fred mellem sig selv indbyrdes og mellem deres Lande. Det samme, tilføjes der, ønskede ogsaa Erik, som den Gang var Danmarks Konge — han havde i 1095 efterfulgt sin Broder Olaf — for sig og sit Rige. Det lader saaledes til, at Erik har optraadt som Megler mellem begge de krigførende Konger, og hertil havde han god Anledning, da det spendte Forhold, der nødvendigviis maa have hersket mellem Norge og Danmark siden Magnus’s Herjetog i Halland 1096, endnu ikke, saa vidt man kan see, var bilagt, saa at man i Halland hvert Øjeblik kunde vente sig Angreb af Nordmændene, især hvis Krigen kom til at drage sig nærmere hen mod dets Grændser. Men det maatte derhos saa meget mere være ham magtpaaliggende at faa en fuldstændig Fred tilvejebragt mellem Nordens trende Folk, som han just i denne Tid med største Iver arbejdede paa Oprettelsen af en særegen Erkebiskopsstol for Norden[1], hvorved det fornemmelig maatte komme saare meget an paa, at det venskabelige Forhold mellem de tre. Folk og Konger, der var afbrudt ved Magnus’s Krigsforetagender, atter kom istand. Magnus vilde dog vel neppe have lyttet til noget Fredsforslag, hvis hans sidste Felttog havde været heldigere. Nei derimod maa man formode, at i det mindste hans Mænd have fraraadet ham alle yderligere Foretagender mod Sverige, ligesom vel og Bønderne have knurret temmelig alvorligt over noget nyt Ledings-Udbud. Da saaledes Kongerne Erik og Inge, som Sagaen udtrykker sig, lode Magnus hilse og anmode om, ikke at eftertragte deres Riger, imod at de paa sin Side forbandt sig til at lade hans Rige i Fred, blev der til Sommeren aftalt et Mode ved Landemerket, i Gaut-Elven[2], hvor alle tre Konger personligt skulde indfinde lig, og hvortil de tilsagde hinanden gjensidig Sikkerhed. Det faldt

  1. Se herom ovenfor S. 418, 419.
  2. Saaledes Morkinskinna og Fagrskinna. Magnus Barfods Saga Cap. 31 og Snorre Cap. 17 nævne Kongehelle; men da stige Møder i det mindste i tidligere Tider holdtes paa Brennøerne eller rettere paa Danaholmen, der ligger i Elvemundingen (se ovenfor S. 173, jvfr. I. 1. S. 748) er det rimeligst at antage Morkinskinnas Udsagn, der desuden neppe er nedskrevet mere mere end 100 Mur efter Begivenheden selv, for det rette. Om den ovenfor omtalte Skik, der skal have været iagttagen ved tidligere Lejligheder, at Da-