Hvad nu ellers de Overdrivelser angaar, hvori Sagafortællerne her, ligesom tidligere ved Beretningen om Harald Haardraades Bedrifter, have gjort sig skyldige, da ere de ikke flere eller større, end andre historiske Forfattere fra de Tider ved lignende Lejligheder have tilladt sig[1]; de gjøre intet til Sagen med Hensyn til den egentlige historiske Kjerne, og der er endog kjendelige Spor til, at de ej have været tilstede i den oprindelige Fremstilling[2], som maa have grundet sig paa Sigurds egen og hans Ledsageres Fortællinger. I Hovedsagen medfører den saaledes Sandhed, og man kan ansee det som vist, at Kong Sigurd i Constantinopel har nydt en forekommende Modtagelse og Behandling, opført sig med megen Pragt, og gjort stor Opsigt ved sin kongelige Anstand og krigerske Udseende.
Under sit Ophold i Constantinopel anskaffede Sigurd sig enkelte sjeldne og kostbare Stykker til Prydelse for Kirkerne eller Brug ved Gudstjenesten. Saaledes lod han gjøre en kostbar Altertavle af Erts og Sølv, overalt forgyldt, og besat med Email og Ædelstene[3]; han kjøbte ligeledes en prægtig, med Guldbogstaver skreven Bog, der siges at være en af de største Kostbarheder, som nogensinde er kommen til Norge[4]. Det maa
- ↑ Saaledes navnlig Saxo, i Fortællingen om Erik Ejegod. Han vil endog vide, at Kejseren overlod ham sit Palads, hvilket ingen af de øvrige Kejsere siden vilde bruge, for ikke ligesom at synes jevngode med hiin store Mand. Dette Palads, der alene kan have været det i Blachernæ, benyttedes dog allerede kort efter af Sigurd.
- ↑ Nemlig Fagrskinnas; her begynder vel en Lakune, strax efter at der er talt om Legen og om de mange Nordmænd, der toge Tjeneste, men da Udsagnet herom i Morkinskinna forekommer strax før Beretningen om Kongens Afrejse fra Staden, maa man formode at ogsaa Fagrskinnas Beretning om hans Ophold i Myklegaard her er saa godt som endt. Fagrskinna taler hverken om de gyldne Hestesko eller om Valnødderne, ikke engang om de mange Samt med Guld og Sølv, som Kejseren gav Sigurd, men alene om Legen og de 6 Skippund Guld.
- ↑ Den kaldes i Sagaerne Tabola, og beskrives nøjere hos Snorre, Sigurd Jorsalafarers Saga Cap. 40, end i de vidtløftigere Kongesagaer, Sigurd Jorsalafarers Saga Cap. 43, Harald Gilles Saga Cap. 14.
- ↑ Sigurd Jorsalafarers Saga Cap. 42, Snorre Cap. 29.
τὸ δὲ τὶ καὶ πρὸς τὸ πλῆθος ἐκείνων ἀποβλεπούση. καὶ ἵνα τὶ τοσούτου πλήθους κλήσεις ἁπαριθμεῖσθαι πειρώμεθα, οὓς καὶ οἱ τότε παρόντες ἀκηδίας ἑπληροῦντο ὁρῶντες“: d. e. om jeg end havde Lyst til at opregne Høvdingernes Navne, vil jeg dog ikke, da Sproget stivnet: for mig derved; deels kan jeg nemlig ikke gjengive de barbariske Lyd formedelst det tungvindte derved, deels af Hensyn til deres Antal. Hvorfor skulde jeg ogsaa forsøge at opregne Navnene paa hele denne Mængde, af hvilke det blotte Syn fyldte Tilskuerne med Kjedsomhed“.
