Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/531

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
513
Syderøerne herjes.

erne under behørig Opſigt[1], og fortſatte nu Toget langs Skotlands Kyſt til Syderøerne, hvor han førſt gjorde Landgang paa Ljodhuus, (Lewis). Dennes Indbyggere maatte nu bøde haardt for Ingemunds Drab; deres Huſe bleve brændte og plyndrede, og de ſelv bleve dræbte, for ſaa vidt ſom de ej frelſte ſig ved Flugten, deels ind i Fjordene til Skotland, deels til Halvøen Kantire eller Irland. Paa denne Maade herjedes foruden Ljodhuus ogſaa Sum (North-Uiſt, Harris og South-Uiſt), Skid (Skye), Tyrviſt (Tiree) og Myl (Mull). Magnus beſøgte ogſaa den ſaakaldte hellige Ø, Iona eller Ikolmkill, men i Betragtning af Helligdommen fredlyſte han den og dens Indbyggere mod al fiendtlig Behandling. Ved denne Lejlighed, fortælles der, lukkede han ſelv op den lille Kolumkille-Kirke (det nu ſaakaldte St. Orans Kapell), og vilde gaa derind, men betænkte ſig, ſlog Døren i Laas, og forbød Enhver for Eftertiden at betræde denne Helligdom. Det tilføjes ogſaa, at den ſidenefter ikke har været oplukket, dog kan dette kun gjelde den Tid, da Øerne ſtode under Norges Herredømme. Fra Ikolmkill ſtyrede Magnus til Il, ſom ligeledes herjedes, og derfra til Kantire[2]. Han var nu kommen lige i Nærheden af Irland. Hvis han ikke, hvad der er højſt ſandſynligt, allerede tidligere, f. Ex. ved Ingemunds Afſendelſe, havde udtalt ſin Misnøje med Kong Muirkertachs Færd og hævet Forbindelſen med hans Datter, ſaa maa det dog i det mindſte nu have ſkeet. Viſt er det, at han herjede paa begge Sider af Sundet, baade den irſke og den ſkotſke, men

  1. Saaledes Orkneyinga Saga S. 108. Hryggjarſtykke og Snorre lade Magnus allerede nu udnævne Sigurd til Høvding, hvilket aabenbart er urigtigt, ſe nedenfor.
  2. Magnus Barfods Saga Cap. 20, Snorre Cap. 9, Fagrſkinna Cap. 229, 230. Her anføres ogſaa Vers af Skalden Bjørn Krepphendte, hvor der udtrykkeligt nævnes om Kongens Landgang og Herjen paa Ljodhuus, Iviſt, Tyrviſt, Myl, Sandø, Il, Saltire og Man. Ved Saltire forſtaaes Kantire, ved den jevne Sunde ſynes Morkinſkinnas „Bearbejder“ at have meent Mull, men denne er langt fra at være jevn og flad; Skalden maa ſnarere have meent Sanday ſtrax ſøndenfor Kantire, og nævnt denne ellers ubetydelige Ø for Rimets Skyld (Sandey-randir). At hele denne Beſkrivelſe gjelder dette Tog, ej det førſte i 109¾, er forhen viiſt. Man kan endog aldeles udelade Cap. 21 i Magnus Barfods Saga, hvor Lagmand omtales, uden mindſte Skade for Sammenhængen, og betragte det ſom en Epiſode af en nu tabt Beſkrivelſe over det førſte Tog. Her kalder Bjørn Skald desuden Magnus udtrykkelig „den unge Egde-Konge“; et Tegn paa at det var i Begyndelſen af hans Regjering. — Fortællingen om Kolumkillekirken maa ſtaa ved ſit Værd. Udſagnet, at den ej ſenere oplukkedes, findes allerede i Morkinſkinna, og gjelder ſaaledes, hvis det ikke ſiden tankeløſt er gjentaget i yngre Afſkrifter, ej længer end i det ſeneſte til 1220.