erne under behørig Opsigt[1], og fortsatte nu Toget langs Skotlands Kyst til Syderøerne, hvor han først gjorde Landgang paa Ljodhuus, (Lewis). Dennes Indbyggere maatte nu bøde haardt for Ingemunds Drab; deres Huse bleve brændte og plyndrede, og de selv bleve dræbte, for saa vidt som de ej frelste sig ved Flugten, deels ind i Fjordene til Skotland, deels til Halvøen Kantire eller Irland. Paa denne Maade herjedes foruden Ljodhuus ogsaa Sum (North-Uist, Harris og South-Uist), Skid (Skye), Tyrvist (Tiree) og Myl (Mull). Magnus besøgte ogsaa den saakaldte hellige Ø, Iona eller Ikolmkill, men i Betragtning af Helligdommen fredlyste han den og dens Indbyggere mod al fiendtlig Behandling. Ved denne Lejlighed, fortælles der, lukkede han selv op den lille Kolumkille-Kirke (det nu saakaldte St. Orans Kapell), og vilde gaa derind, men betænkte sig, slog Døren i Laas, og forbød Enhver for Eftertiden at betræde denne Helligdom. Det tilføjes ogsaa, at den sidenefter ikke har været oplukket, dog kan dette kun gjelde den Tid, da Øerne stode under Norges Herredømme. Fra Ikolmkill styrede Magnus til Il, som ligeledes herjedes, og derfra til Kantire[2]. Han var nu kommen lige i Nærheden af Irland. Hvis han ikke, hvad der er højst sandsynligt, allerede tidligere, f. Ex. ved Ingemunds Afsendelse, havde udtalt sin Misnøje med Kong Muirkertachs Færd og hævet Forbindelsen med hans Datter, saa maa det dog i det mindste nu have skeet. Vist er det, at han herjede paa begge Sider af Sundet, baade den irske og den skotske, men
- ↑ Saaledes Orkneyinga Saga S. 108. Hryggjarstykke og Snorre lade Magnus allerede nu udnævne Sigurd til Høvding, hvilket aabenbart er urigtigt, se nedenfor.
- ↑ Magnus Barfods Saga Cap. 20, Snorre Cap. 9, Fagrskinna Cap. 229, 230. Her anføres ogsaa Vers af Skalden Bjørn Krepphendte, hvor der udtrykkeligt nævnes om Kongens Landgang og Herjen paa Ljodhuus, Ivist, Tyrvist, Myl, Sandø, Il, Saltire og Man. Ved Saltire forstaaes Kantire, ved den jevne Sunde synes Morkinskinnas „Bearbejder“ at have meent Mull, men denne er langt fra at være jevn og flad; Skalden maa snarere have meent Sanday strax søndenfor Kantire, og nævnt denne ellers ubetydelige Ø for Rimets Skyld (Sandey-randir). At hele denne Beskrivelse gjelder dette Tog, ej det første i 109¾, er forhen viist. Man kan endog aldeles udelade Cap. 21 i Magnus Barfods Saga, hvor Lagmand omtales, uden mindste Skade for Sammenhængen, og betragte det som en Episode af en nu tabt Beskrivelse over det første Tog. Her kalder Bjørn Skald desuden Magnus udtrykkelig „den unge Egde-Konge“; et Tegn paa at det var i Begyndelsen af hans Regjering. — Fortællingen om Kolumkillekirken maa staa ved sit Værd. Udsagnet, at den ej senere oplukkedes, findes allerede i Morkinskinna, og gjelder saaledes, hvis det ikke siden tankeløst er gjentaget i yngre Afskrifter, ej længer end i det seneste til 1220.
