til at følge hans Exempel, nemlig først at hulde Kejser Otto, eg siden at lade sig døbe. Allerede den samtidige Forfatter Widukind sætter Haralds Daab i Forbindelse med et foregivet Mirakel, som Presten Poppe skal have udført, og henfører denne Begivenhed til Aarene nærmest 963. Det samme gjør ogsaa den paalidelige Thietmar af Merseburg, og et Tillæg eller Rettelse til Mag. Adams Verk, tilføjet enten af ham selv eller af en Samtidig, melder udtrykkeligt, at Harald ved Poppes Mirakel lød sig overtale til at afskaffe Hedenskaben i Aaret 966[1]. Der synes saaledes ingen Tvivl at
- ↑ Widukind (III. Bog) taler først (Cap. 63) om Kejserens Rejse til Italien 961, hans Bedrifter i Italien 961–964, Opdagelsen af en Sølvaare i Saxland; derpaa (Cap.64) om Wigmanns Flugt til Harald (963), og om Haralds Omvendelse ved Poppe (Cap. 65), endelig (Cap. 66) om Mieskos Undertvingelse ved Gero 963. Thietmar (II. Bog) taler i Cap. 7 om Ottos Rejse til Italien 961, Kejserkroning og øvrige Bedrifter, derpaa i Cap. 8 om hiin Sølvaares Opdagelse, Wigmanns Overvindelse, og Haralds Omvendelse ved Poppes Medvirkning; endelig i Cap. 9 om Mieskos Overvindelse ved Gero 963. – Fortællingen om Poppe henføres, som bekjendt, af senere Forfattere til andre Tider, nemlig til Otto den 2dens Tog 975, men da Widukind, selv samtidig med Otto I og sluttende sit Verk før hans Død, omtaler Begivenheden allerede paa det ovenfor antydede Sted, og desuden nævner Poppe som endnu levende, da han skrev, kan man ikke betvivle, at Sagnet allerede var opkommet før 975. Det er derhos efterhaanden blevet betydeligt forvansket. Widukind (III. 65) fortæller kun, at .da der i et Gilde i Danekongens Nærværelse opkom en Trætte om hvor vidt Christus var mægtigere end de hedenske Guder, tilbød Poppe, som dengang kun var Gejstlig, men „nu en strengt levende Biskop“, sig at bevise ved Jernbyrd, at den treenige Gud var den sande Gud, og Gudebillederne ikkun Djævle, og da Kongen lod et tungt Stykke Jern gjøre glødende, bar Poppe det længe, uden at hans Haand skadedes: hvorpaa Kongen strax omvendte sig, og bød at Christus skulde dyrkes, og Gudebillederne foragtes. Omtrent det samme fortæller Thietmar (II. 8), tilføjende at Kejseren til Belønning lod Poppe udnævne til Prest. I Schol. 21 til Adam af Bremen siges der, at Harald og Danerne omvendtes fra Hedendommen 966 ved at se Poppe bære en gloende Handske. I Texten hos Mag Adam omtales senere (II. 33) atter en Poppe, der baade bærer gloende Jern og lader sig iføre en Voxkjortel, der antændes, men efter Haralds Død, da Erik Sejrsæl havde indtaget Riget; han veed ikke vist, om det var ved Ribe eller Slesvig. Ogsaa Saxo henfører Begivenheden til Sven Tjugeskeggs .Tid, men lader den foregaa ved Isefjorden, og lader det være en Handske, Poppe drager paa. Endnu flere Varianter gives der af dette Sagn. Det findes ogsaa i Vore Oldskrifter, og stedse i Forbindelse med Toget 975; men endog blot Formen „Poppo“, ikke Poppi, viser, at det hidrører fra latinske Krøniker, ej fra uafhængige nordiske Beretninger.
fjernt levende Forfatter end forvexlet Harald med hans Broder Knut, og kalder han end Adaldag Konge i England istedetfor Erkebiskop i Bremen, saa er det dog et ikke andensteds modsagt udtrykkeligt Vidnesbyrd, at Otto baade i 952 og i 958 opholdt sig i Slesvig for at kunne bekrige Danerne. At Otto virkelig har bekriget Danerne og maaske endog oftere opholdt sig i Slesvig, synes altsaa utvivlsomt. Ekkehard de casibus Sti Galli, hos Pertz II. S. 117–120.
