afryste Aaget, og gjorde alle tilsammen Opstand. Oprøreren Wigmann sluttede sig til dem, og uagtet Kongen, strax efter den store Sejr over Ungrerne ved Augsburg (955) ilede mod Venderne og overvandt dem i en ødelæggende Kamp, vedblev dog Krigen i flere Aar, og Kongen maatte i Aarene 957–960 i egen Person gjøre Tog mod dem, inden han paany fik dem undertvungne, Templerne ødelagte og Kirker opbyggede i deres Land[1]. Da han kort efter drog til Italien for at modtage Kejserkronen, fuldendte Markgrev Gero hans Verk, idet han ogsaa tvang den polske Hertug Miesko eller Mieczyslav til at underkaste sig Kejserens Lenshøjhed[2]. Da Wigmanns ovenfor omtalte Rejse til Kong Harald i Danmark just fandt Sted paa denne Tid, og Adam af Bremen tillige udtrykkelig nævner Haralds Drab og Vendernes Undertvingelse som nogenlunde samtidige[3], kan det neppe betvivles, at den Krig mellem Danerne og Otto I, som foresvævede Mag. Adam, bar bestaaet i, at de have gjort fælles Sag med Venderne i den almindelige Opstand 955, at Otto ved et eller flere af de ovennævnte Felttog ogsaa har gjort et Tog ind i Danmark, eller i det mindste opholdt sig i Slesvig[4], og at Mieskos Undertvingelse i Aaret 963 har bevæget Harald
- ↑ Widukind III. 58. Thietmar II. 6. Continuator Beginonis, hos Pertz, I. S. 623, 624.
- ↑ Thietmar II. 9. Miesko kaldes deels Misaco, Miseco, deels Miesko, deels Mieczyslav.
- ↑ Adam af Brem. II. 5. Strax efter at der i det foregaaende Capitel (4) har været talt om Erkebiskop Adaldags 12te Aar eller 918, og endnu tidligere (Cap. 3) om Haralds Daab, uden at der just lægges an paa nogen nøjagtig chronologisk Følge, heder det: „Paa samme Tid skal Kong Otto have underkastet sig Slaverne, saa at de lovede at betale Skat og antage Christendommen, og hele Hedningefolket lod sig døbe: da først bleve Kirker opførte i Slavelandet“. Hvad Forf. her nærmest har for Øje, er Ottos egne Tog mod Slaverne, men ved denne Lejlighed omtaler han ogsaa disses umiddelbare Følger.
- ↑ Muligheden af, at Otto et af disse Aar har kriget mod Danerne og opholdt sig i Slesvig, lader sig ifølge det ovenfor fremsatte ikke benegte. Hertil kommer nu, at den samtidige Widukind (III. 75) udtrykkeligt siger, at Otto havde overvundet Avarer, Saracener, Daner og Slaver, ødelagt de hedenske Templer hos Nabofolkene, og oprettet Kirker o. s. v. (Populus memoravit, eum … superbos hostes, Avares, Saracenos, Danos, Slavos armis vicisse. …… delubra deorum in vicinis gentibus destruxisse, templa ministrorumque ordines constituisse &c.). Og endelig kan man, de aabenbare Fejl uagtet, ikke ganske overse den i Aaret 1036 afdøde Ekkehards Beretning, at Abbed Kraloh i St. Gallen i Aaret 952 frygtede for at Kong Otto, der den Gang var langt borte i Slesvig paa et Tog med Danerne, skulde straffe ham for en begangen Forseelse, at efter Kralohs i 958 indtrufne Død en Vikarius bestyrede Abbediet, medens Otto var borte og underhandlede med den engelske Kong Adaldag om et Tog mod den danske Kong Knut; at strax derefter en vis Barkhard valgtes til Abbed, og bekræftedes i Maintz af Kongen, da denne efter at have overvundet Knut vendte tilbage fra Slesvig Thi har den fra Norden
