sin sædvanlige Plads. Der siges paa et andet Sted[1], at Erik fandt sig heri, fordi han, da Tjeldene just bleve nedtagne, saa hvilken Overmagt Skofte havde, hvis det skulde komme til Kamp. Men den Forhaanelse, han havde lidt, lod sig ikke saa let glemme, og kunde alene aftvættes i Skoftes Blod. Aaret efter erfor Erik at Skofte rejste mellem sine Gaarde paa en fuldbemandet Femtensesse. Han fik sig nu af sin Fosterfader et lignende Fartøj, med alt Tilbehør, og skaffede sig Folk til at bemande den, derpaa drog han afsted for at opsøge Skofte. Han fandt ham paa Møre, angreb og fældte ham. Efter en Beretning skal han have dræbt alle hans Mænd[2], efter en anden skal han have skjænket dem Livet, som endnu vare i Live, da Skofte faldt. Efter denne Daad kunde Erik ikke tænke paa at forblive i sit Hjem, men drog ned til Danmark, hvor Kongen tog godt imod ham, og hvor han opholdt sig om Vinteren. Den følgende Sommer forlenede Kongen ham med Raumarike og Vingulmark, paa samme Vilkaar, som Skattekongerne forhen havde haft det, og gav ham Jarletitel[3].
Man har i denne venskabelige Behandling Erik ned af Harald Gormssøn, efter at han ved Drabet paa Skoste maatte antages at have lagt sig ud med sin Fader, troet at se de første Spor til en Misstemning mellem denne og Danekongen. Heri har man dog neppe Ret. Hvis der allerede nu havde hersket noget Uvenskab mellem Haakon og Harald, vilde hiin neppe senere paa dennes Bud have indfundet sig med Hjelpetropper i Danmark, lige saa lidet som denne vilde have viist ham den Tillid, som han, efter hvad i det Følgende vil sees, virkelig viste ham, ja han vilde vel neppe engang have opfordret ham til at møde. Hans Venlighed mod Erik kan meget vel forklares alene deraf, at han har faaet Godhed for den raske ærekjære Yngling, og troet i ham at ville faa en dygtig og paalidelig Vasall. Forøvrigt er der den største Sandsynlighed for, at det ikke var Harald, til hvem Erik tyede, men derimod hans Søn Sven Tjuguskegg, Underkongen i Viken, og at det var denne, som forlenede ham med Vingulmark og Raumarike. I Kvadet Bandadraapa, som Eyjulf Dadaskald kvad om og for Erik selv, og hvor disse Begivenheder omtales, siges der slet ikke udtrykkeligt, at det var Harald, som skjænkede Erik Forleningen[4]. Det er
- ↑ Fagrskinna.
- ↑ Fagrskinna Cap. 63.
- ↑ Snorre, Olaf Tr. Saga Cap. 30. Det er allerede omtalt, at Fagrskinna (Cap. 65) her slet ikke omtaler Thorleif spake. Heller ikke nævner den noget om Forleningen med Raumarike og Vingulmark. Der kan dog neppe være nogen Tvivl om Rigtigheden deraf, da vi ogsaa senere finde Erik i Besiddelse af Raumarike, og Vingulmark, gjennem hvilket Raumarike har sin hele Forbindelse med Kysten, neppe kunde skilles derfra.
- ↑ Der staar kun: Kun faa Aar talte hiin ædle Folkestyrer, da han drog syd
