Side:Det norske Folks Historie 1-1-2.djvu/9

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
Fortale.

Nærværende Bind af „det norske Folks Historie“, danner tilligemed det allerede udkomne første Bind Verkets første Deel, der omfatter Tidsrummet fra de ældste Tider indtil Norges Konsolidation som en fuldstændigt organiseret Stat, og fremstiller saaledes Norge i Perioden af dets Tilbliven. Med Hensyn saavel til den Omstændighed, at Verket bliver saa meget større end fra først af paaregnet, som til de fra mine Forgængeres Meninger afvigende Resultater, hvortil jeg ogsaa her paa flere Steder ved mine selvstændige Granskninger af Kildeskrifterne er kommen, har jeg intet andet at sige, end hvad jeg allerede i Fortalen til første Bind har bemerket. Den, som med Opmerksomhed har gjennemlæst nærværende Bind, vil neppe kunne paavise en eneste Beretning eller Undersøgelse, der kunde kaldes overflødig, eller som uden Skade før Fuldstændigheden kunde have været udeladt, og det eneste, hvorover man maaskee kunde anke, var, at jeg ikke fra først af havde anstillet nøjagtigere Beregninger over Verkets sandsynlige Omfang: men det ligger her netop i Sagens Natur, at ingen foreløbige Beregninger kunde blive nøjagtige. Hvad Afvigelserne fra ældre Forfatteres Meninger angaar, da har jeg ogsaa her overalt, hvor de ere fremsatte, anført de Grunde, der have bestemt mig: Læseren kan saaledes fremdeles fælde en selvstændig Dom om Beskaffenheden af min historiske Kritik. Naar jeg her udtaler Haabet om at denne Dom vil falde nogenledes gunstigt ud for mig, er det i Særdeleshed fordi det, som jeg tror, vil være indlysende for Enhver, at jeg kun har haft for Øje at udfinde Sandheden, uden at lade mig lede enten til højre eller venstre af Nationalfordomme og politiske Hensyn, eller af eensidig Hængen ved forud opgjorte Systemer. Da imidlertid de nordiske Rigers Historie mere end de fleste andre Landes har haft den Skjebne at blive tildannet paa nationale og politiske Bihensyns Prokrustes-Seng, indtil endelig den kunstige Skikkelse, den saaledes fik, af Mængden blev anseet for den rette og naturlige; og da hiin Stræben efter at lade nationale og politiske Bihensyn bestemme den historiske Gransknings Resultater næsten endog temmelig naivt godkjendes eller endog for-