udsættes som det sædvanlige, har det ikke kunnet undgaaes at jeg, saa vel som de øvrige, der med mig danne den saakaldte nyere norske historiske Skole, mere eller mindre maa have vakt deres Mishag, der endnu ej have frigjort sig fra det ældre Systems Indflydelse og holde sig til de allerede opstillede Satser: et Mishag, som ogsaa nu og da har været udtalt, ikke egentlig over nærværende Verk, der hidtil ej i Norden selv er blevet underkastet nogen offentlig Granskning, men over Resultaterne af vor Historieforskning i Almindelighed. Jeg har i den Anledning udgivet et eget lidet Skrift „Om den saakaldte nyere historiske Skole i Norge“, hvori jeg, saa udtømmende, som det efter Omstændighederne lod sig gjøre, har søgt at godtgjøre de tidligere Systemers Fejl, og det Ugrundede i den Paastand, at andre Hensyn end Sandhedens Opdagelse alene skulde lede vore Granskninger og styre vore Penne. Til dette Skrift, der paa en vis Maade kan betragtes som en Hjelpe-Fortale til nærværende Verk, henviser jeg derfor dem af mine Læsere, der nærmere ønske at gjøre sig bekjendte med Sagens nærværende Stilling[1].
- ↑ Jeg kan dog her ikke lade en Ytring uberørt, der, om den end maaskee er ældre en hiint lidet Skrift, og saaledes deri allerede paa en vis Maade har fundet sin Gjendrivelse, dog er altfor charakteristisk og oplysende, til at jeg ikke nærmere skulde omtale den. I en Anmeldelse af Holmbergs „Nordbon under hednatiden“, i Sohlman’s „Nordisk Tidsskrift“ for 1852, S. 308, heder det: „Den egentlige Nordbostammes, d. e. vore Forfædres tidligste Skjebne og Indflytning i Landet skildrer Forfatteren overeensstemmende med R. Keyser’s og P. A. Munch’s Arbejder og Forskninger, af hvilke han erklærer sig at være en ivrig Tilhænger, skjønt han undviger de Norskheds-Overdrivelser, ved hvilke f. Ex. Professor Munch, af Ængstelse for at Nordmannastammen ved dens Indvandring til Norge skal berøre Sveriges Grund, lader den i Stedet for over Aalandshavet eller Bottnviken tage Vejen lige op til Nordiishavets Kyster“. Her er altsaa deels den Forudsætning temmelig naivt udtalt, at jeg mod bedre Overbeviisning skulde have anviist vore Forfædre en usandsynlig Indslytningsvej, alene for at tilfredsstille en norsk Nationalforfængelighed, deels den mildest talt smagløse Insinuation fremført, at det overhoved skulde kunne være nogen Vederkvægelse for min Nationalforfængelighed at vide eller at faa Folket til at tro, at vore Forfædre ej havde berørt svensk Bund: Jeg vil her ikke engang dvæle synderligt ved den Omstændighed, at hvor jeg i nærværende Verk (I. 38) omtaler Indvandringen, nævnes baade Vejen om Nordkysten, og den nordenom Bottnviken og videre gjennem Lapmarken som mulige, idet jeg kun erklærer den første for den rimeligste, og med Bestemthed ytrer mig mod Muligheden af en Vandring gjennem Sveriges Urskove; heller ikke derved, at om vore Forfædre end havde taget Vejen gjennem Lapmarkerne, hvilket ogsaa Keyser antager, vilde de dog ikke endda have „berørt Svensk Grund“, da Lapmarkerne først senere kom til at tilhøre Sverige. Men jeg kan blot udtale min Forbauselse over den Naivetet, hvormed man forudsætter, at en slig Bevidsthed om at vore Forfædre ej havde „berørt svensk Grund“ skulde kunne gjøre os nogen Glæde; en Naivetet, der i Sandhed altfor meget røber de Principer, Enkelte endnu synes at fordre af eller forudsætte hos en saakaldet patriotisk Historieskriver; og jeg kan ikke dølge min Indignation over den
