sig allersimplest forlige saaledes at Magnus, efter at han havde udrustet Flaaden, og med den var dragen Jylland og Halland forbi, tog sin Post lige ved Rigsgrændsen i Gaut-Elven, sandsynligviis ved Kongehelle[1], og at han der modtog Efterretningen. Han styrede strax lige over til Jylland, for at lade sig tage til Konge. Flaaden skal have været prægtigt udrustet; især roses. Kongens eget Skib, nemlig Visunden, der havde tilhørt hans Fader, og som nu ogsaa han styrede. Det havde i Forstavnen det Visunde-Hoved, som Olaf selv havde udskaaret, og som nu var prægtigt forgyldt; bagtil havde det en forgyldt Spord; ligeledes var Mastfløjen forgyldt[2]. Da Magnus kom til Jylland, blev han godt modtagen, og holdt strax et foreløbigt Thing, hvor han ifølge Forliget opfordrede Folket til at erkjende ham som Danmarks Konge. Ingen Stemme synes denne Gang at have rørt sig imod ham. Høvdingerne vare forpligtede ved Ed til at overholde Forliget; og da Knuts Æt var aldeles uddød, medens derimod Olafs Helgenglands forherligede Magnus, var der ikke engang nogen Tronprætendent, der kunde maale sig med ham, at opstille, thi Sven Ulfssøn, der saa længe havde været borte, og desuden hørte til den halvsvenske Sprakalegg-Æt, synes endnu ikke at have haft mange Sympathier for sig. Magnus lod da stevne almindeligt Thing i Viborg, hvilket Ting i Danmark svarede til Ørething i Norge, thi der udraabtes Kongerne for det hele Rige. Her blev Magnus da med al Formelighed tagen til Konge, og berejste siden om Sommeren de øvrige Landskaber. Overalt hyldede Folket ham med Glæde[3]. Han indsatte Sysselmænd og uddeelte Forleninger. Og da han saaledes, som han troede, havde sikret sig dette Rige, vendte han om Høsten tilbage til Kongehelle[4].
Saaledes stod Magnus nu ej alene ved det Maal, hvortil hans Forgængere, og især hans Fader, saa ivrigt havde stræbt, Norges Frigjørelse fra Danevældet, og Ynglinge-Ættens. Legitimation; men heldige Omstændigheder havde og bragt ham et Skridt videre: han var nu ogsaa Danevældets retmæssige Herre, og for menneskelige Øjne saa det nu ud, som om Ynglinge-Ætten herefter skulde komme til at herske over begge Riger. Vel var det anderledes bestemt; vel var Foreningen langt kortvarigere end Nogen fra først af skulde have anet. Men dens Virkninger kunde dog ikke udslettes. Ved – om end kun for en saare kort Tid – at have givet en norsk
- ↑ Hvor han og paa Tilbagerejsen tog Sæde, se nedenfor.
- ↑ Se Arnors Vers, Snorre, Cap. 20, Magnus den godes Saga, Cap. 24, 25.
- ↑ Magnus den godes Saga, Cap. 25, Snorre, Cap. 21, 22, Fagrsk., Cap. 133.
- ↑ Magnus den godes Saga, Cap. 25„ 26, Snorre, Cap. 22, Fagrskinna, Cap. Ifølge de to sidste tilbragte Magnus hele Vintren i Danmark, hvilket neppe er rigtigt.
